Ikke siden december 2025 har ledigheden i salg og marketing ligget så lavt, som den gjorde i maj.
Det viser nye tal fra Business Danmark.
I årets første måneder fra januar til og med april lå ledigheden i salg og marketing således mellem 4,88 procent og 4,96 procent, men i maj var tallet nede på 4,67 procent.
I årets første måneder konstaterede Business Danmark både en nedgang i opsigelser og nyansættelser
”Det vidner om et trægt og afventende jobmarked, hvor vi formentlig skal om på den anden side af sommerferien, før vi potentielt kan se en bedring,” sagde Michael Kragh Svendsen, kommunikationschef hos Business Danmark, dengang til Markedsføring.
”Holder næppe sommeren over”
Bedringen kom altså allerede i maj, men Michael Kragh Svendsen er ikke så fortrøstningsfuld i forhold til fortsat bedring.
”Konklusionen er, at færre står uden job, men det holder næppe sommeren over,” skriver han i en kommentar til tallene til Markedsføring og tilføjer:
”Især unge i 20´erne har fundet fuldtidsjob. Omvendt vil en masse unge nyuddannede om et øjeblik vælte ud, og det forventes at få ledigheden til at stige hen over sommeren.”
Præcist hvordan billedet kommer til at tegne sig, vil han dog ikke spå om.
”Hvor mange nyuddannede, der kommer ud på jobmarkedet, er for tidligt at spå om, da vi forventer, at størstedelen af de kommende markedsføringsøkonomer vælger at søge ind på en top-up bacheloruddannelse,” siger han.