Det skal være slut med at markedsføre klimakompensation og slut med at benytte miljømærker, der ikke er verificeret af tredjepart.
Det fremgår af et nyt lovforslag, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) fremlagde i går, den 26. februar. Det skriver Bureaubiz.
Ændringerne betyder også, at man går væk fra ’vildlednings’-begrebet i den sammenhæng og tager alt, hvad der vedrører miljøpåstande og markedsføring af miljøvenlige tiltag med ind i selve lovteksten.
Lovændringerne kommer til dels på baggrund af en ændring i EU’s direktiv om ’urimelig handelspraksis’, som skal beskytte forbrugerne i forhold til virksomhederne kommunikation og markedsføring af deres grønne omstilling.
Ifølge forslaget vil det for eksempel blive forbudt at benytte begreber som ’klimaneutral’, ’certificeret CO2-neutral’, ’klimakompenseret”, ’reduceret klimapåvirkning’ i markedsføringen, hvis der alene er tale om klimakompensation
Disse udtryk vil kun kunne bruges lovligt, hvis de ”er baseret på det pågældende produkts faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation for drivhusgasemissioner uden for produktets værdikæde,” som det hedder i lovforslaget.
Ud over forbuddet mod at benytte klimakompensation i markedsføringen skal også private miljømærker, eller miljømærker der ikke er verificeret af tredjepart forbydes.
Offentligt anerkendte mærker som EU-Blomsten og Svanemærket kan dog stadig benyttes.
Det nye lovforslag kommer til behandling i Folketinget 19. marts, og vil, hvis det vedtages, træde i kraft fra 27. september 2026.