“De sidste ti år har CMO’ens rolle gennemgået en omfattende transformation, drevet af digitalisering, teknologiske fremskridt og skiftende forbrugerforventninger.”

Sådan lyder det fra Klaus Markholt-Hansen, der de sidste 10 år har været en af hovedkræfterne bag The M List og Årets CMO, som han i nogle af årene har afviklet i samarbejde med Dansk Markedsføring.

Først gennem rekrutteringsvirksomheden Marcher Markholt og nu gennem sin egen virksomhed Markholt & Partners.

I forlængelse af de nye kompetencekrav, som gennem årene er lagt til CMO-rollen, er der som noget nyt i år i udvælgelsesprocessen bag The M List og Årets CMO blevet indført et helt nyt kriterie: Emotionel intelligens (EQ – Emotional Quotient, red.).

”Emotionel intelligens er en stor tendens ude i verden, og en af de vigtigste ledelsesværktøjer lige nu, der går på, at man som en god leder på en menneskelig måde kan pege vejen frem.”

“Er superspændt på at se resultater”

Ifølge Klaus Markholt-Hansen bliver alle M-talents, og alle 200 på The M List, der inkluderer de nominerede Årets CMO-profiler, i år kørt gennem samme EQ-test.

De samlede resultater vil blive offentliggjort, når Årets CMO kåres den 28. marts.

”Og jeg er superspændt på at se resultaterne, for det er noget, vi aldrig har gjort før,” siger han.

Om hvorfor emotionel intelligens er særligt vigtigt her i 2025-versionen af The M List-udvælgelsen og Årets CMO, fortæller Klaus Markholt-Hansen:

”I 2025 bliver ledelsesrollen endnu mere kompleks. I en verden, hvor der er geopolitisk usikkerhed, og hvor tech og AI udvikler sig så hurtigt – og alle er lidt usikre på sig selv og deres fremtid – så er det centralt at have ledere, som har styr på sig selv og derved også deres omgivelser.”

Han tilføjer:

”Ledere, der kombinerer teknologisk indsigt med stærke kommunikationsevner og empati, vil være bedre i stand til at skabe tillid og tryghed, hvilket er afgørende for at fastholde og motivere medarbejdere i en hurtigt skiftende verden.”

Kommercielt mindset og data-tæft

Som nævnt har Klaus Markholt-Hansen kunne se, at det kompetence-mix, der kræves for at komme i betragtning til Årets CMO, over de sidste 10 år har ændret sig betragteligt.

”Tidligere var ansvaret primært fokuseret på strategisk brandopbygning og kampagneplanlægning, men i dag kræver rollen en dybere teknologiforståelse og evne til at navigere i et datadrevet landskab.”

I særdeleshed kræves det dog, at man som CMO besidder et kommercielt mindset, og at man er med til at levere et reelt kommercielt aftryk i en organisation, pointerer Klaus Markholt-Hansen.

Samtidig er det, ifølge rekrutteringsspecialisten, i takt med digitaliseringens indtog også blevet mere og mere nødvendigt at have en veludviklet sans for at analysere og fortolke data.

“Så man kan tilpasse deres strategier og imødekomme skiftende forbrugermønstre i realtid. Derfor er der også kommet et stigende krav til analytiske og numeriske kompetencer blandt ledere, siden den første Årets CMO-udnævnelse,” siger han.

Skal have hele pakken

Ifølge Klaus Markholt-Hansen viser dataen bag Årets CMO-kåringer gennem tiden, at “man skal have hele pakken” som CMO for at komme i betragtning til titlen.

Og så er det centralt, at man evner at gøre marketing til en ligeværdig del af forretningen – og skabe resultater.

“Det er både de korte synlige resultater kombineret med det lange seje træk med at skabe resultater og transformation i virksomheden, hvor marketingfunktionen har et bredt kommercielt ansvar, har haft betydelig effekt og skabt vækst på både top- og bundlinjen,” siger han.

Ud over at besidde høj faglighed inden for marketingfaget, et digital mindset samt et være kundeorienteret. så har det, ifølge Klaus Markholt-Hansen, også vist sig vigtigt at være en autentisk og viljefast leder.

“En leder, som har fokus på medarbejdernes trivsel og motivation, og som kan navigere i komplekse organisationer med mange stakeholders,” siger han.

Topper typisk flere år i træk

Udover at lade flere folk i branchen komme til orde end de typiske “Tordenskjolds soldater”, mener Klaus Markholt-Hansen, at The M List og Årets CMO, gennem initiativernes 10-årige levetid, har bidraget til at identificere en række dygtige talenter og profiler.

“Og jeg vil mene, der har været en god omskiftelighed i listen fra år til år. Hvor der er kommet andre profiler til, og hvor listen også har afspejlet de tendenser, der har gjort sig gældende i branchen.”

Men der er jo mange på The M List, der er gengangere fra år til år. Hvordan undgår I, at listen ikke bare bliver en ny omgang Tordenskjolds soldater?

”Det er klart, at der er profiler herhjemme, der år efter år leverer varen, kan vise store flotte resultater og som kommer med stort ansvar og anerkendelse som de forvalter godt, og som derfor bare ikke er til at komme udenom på listen,” siger Klaus Markholt-Hansen og tilføjer:

”Vi er obs på dette. Men en profil topper typisk ikke kun et år, men over flere år. Det er lidt ligesom den årlige Ballon d’Or fodbold-ranking. Fordi Messi har vundet et år, bliver han nødvendigvis ikke taget af listen året efter.”

Har selv lært af processen

Ifølkge Klaus Markholt-Hansen har der i de forgangne år med The M List og Årets CMOs-kåringen været 10 forskellige advisory boards udgjort af rundt regnet 35 forskellige brancheprofiler.

”Til hver især at sætte deres præg på listen og bruge netop deres netværk og viden til at finde og identificere nye profiler, men også diskutere det rigtige felt det pågældende år.”

Og som del af arbejdet bag at kåre Årets CMO udarbejder Klaus Markholt-Hansen en række dybdegående personanalyser af de udvalgte CMO’er og C-level marketingprofiler, der er i søgelyset som nominerede til Årets CMO.

Hvad har du selv lært gennem så indgående et indkig i nogle af landets dygtigste ledere?

”Jeg har selvfølgelig ladet mig inspirere af, hvad andre gør, hvad angår faglige såvel som personlige kompetencer. For det der definerer en god leder – i for eksempel 2025 – er jo klart noget, som jeg selv kan bruge både personligt og arbejdsmæssigt.”

The M List / Årets CMO 2025 afholdes i år den 28. marts på Axelborg på Vesterbro i København.