”Tiden, hvor vi kunne bruge måneder på at udvikle kampagner og strategier, er forbi.”
Det mener, Rikke Harbo Trikker, der er kommunikationsdirektør i Andel og en af 13 brancheprofiler, som Markedsføring har bedt om at pege på de vigtigste trends og udfordringer for deres eget fagområde for det igangværende år.
I dag kan du møde hende og Victor Kjeldgaard, der er E-commerce performance marketing / SEO specialist hos Bestseller.
Han peger blandt andet på ”zero click searches” – altså det, at en søgning giver svaret, uden at brugeren behøver klikke videre – vil blive en af hans fagområdes udfordringer i år.
”Det bliver afgørende at opbygge autentiske brands”
Rikke Harbo Trikker, kommunikationsdirektør, Andel
Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?
”Hastighedens nødvendighed. Tiden, hvor vi kunne bruge måneder på at udvikle kampagner og strategier, er forbi. I 2024 har vi været vidne til meget hurtige forandringer i forbrugeradfærd, national politik og geopolitiske forhold i energibranchen. Energi er nu et geopolitiske våben, og den grønne omstilling er gået i stå. Evnen til hurtigt at tilpasse sig og navigere gennem disse forandringer er fuldstændig nødvendig.”
Hvad var den fedeste marketingaktivitet, du så i 2024?
”I Danmark er det helt klart &Co./NoAs kampagne, der markerer Vejle Fjords “begravelse” for Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund. Jeg er vokset op ved fjorden og kender virkningen af iltsvind på både dyreliv og lokalområde. Kampagnen har sat fokus på behovet for at beskytte de danske farvande og gjort iltsvind til et mere nærværende og forståeligt emne. For at påvirke store dagsordener må vi udfordre grænser, og det gør den kampagne.”
Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?
”Den øgede integration af kunstig intelligens i marketing og kommunikation. AI vil spille en endnu større rolle i at personalisere kundeoplevelser og skabe automatiserede og datadrevne marketingstrategier. Modsat kommer kunderne til at forvente mere autenticitet, menneskelighed og tilgængelighed. Det bliver afgørende at opbygge autentiske brands.”
Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?
”En manglende erkendelse af at bæredygtighed og markedsføring kommer til at fusionere som fag. Øget lovgivning og forbrugerkrav fremskynder virksomheders ESG-agenda. Bæredygtighed kan ikke reduceres til at være ét enkeltstående produkt med genbrugsemballage i en bred portefølje, men er en integreret del af virksomhedens strategi for vækst. Bæredygtighed er ikke en markedsføringsagenda. Det er en marketingopgave at udvikle kunderelevante bæredygtighedsinitiativer til forretning og vækst.”
”Zero Click Searches bliver en stor udfordring i 2025”
Victor Kjeldgaard, E-commerce performance marketing / SEO specialist, Bestseller
Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?
”At tage AI til mig og virkelig udnytte dets muligheder for automatisering samt højere arbejdseffektivitet. Det er især vigtigt, når man arbejder med SEO på stor skala som jeg gør, for at kunne nå så meget som muligt, så hurtigt som muligt.”
Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, nyt design, rebranding, andet), du så i 2024?
”Bedre Nætters Black Friday / Black Week-kampagne grundet den røde tråd mellem annonceringen i forbindelse med kampagnen og det meget gennemførte design/layout, når man som bruger kom ind på sitet. Derudover synes jeg, de lykkedes godt med at skabe sense of urgency via diverse onpage-elementer, VIP-tilbuddene samt integrationen af queue-it.”
Markedsføring sætter lup på 2025
Løber AI med det hele? Bliver brandloyaliteten yderligere udfordret? Vil annoncørerne vælge danske medier mere til? Hvordan passer vi på børn og unge på de sociale platforme? Og fusionerer bæredygtighed og markedsføring som fag? Vi bad 13 marketingprofiler om at kigge i deres faglige krystalkugler for 2025. Dette er den fjerde af fem artikler.
Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?
”GEO – Generative Engine Optimization. Det er allerede begyndt lidt her i slutningen af 2024, og min forudsigelse er, at det kun vil fortsætte ind i 2025, i takt med at ChatGPT og de andre LLM’ere (Large Language Models, red.) fortsætter med at vækste deres brugerskare. Det kommer formentlig til at blive overhyped lidt i min optik, men vil bestemt have sin plads i SEO strategier i fremtiden.”
Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?
”At navigere i fortsat faldende total antal organiske kliks fra Google grundet stigningen af andre elementer end de klassiske 10 blå links i SERP’en (Search Engine Result Page, red.), flere og flere annoncer samt zero click searches (at en søgning giver svaret uden at brugeren behøver klikke videre, red.). Især inden for kommercielle søgninger.”