Forbundet for Influenter & Bloggere under Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, har netop lanceret Influentnævnet, samt opdaterede etiske retningslinjer for influenter.

Det skriver DJ, KreaKom og Unicef i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen er de etiske retningslinjer en frivillig ordning, som influenter har mulighed for at tilmelde sig for at kunne synliggøre for omverdenen, at de kender og agerer efter gældende lov – og etisk ansvarligt.

Retningslinjerne handler bl.a. om at være sig sit ansvar bevidst som rollemodel, tage særlige hensyn og gøre sig grundige overvejelser, når man har mange følgere under 18 år. 

F. eks. forpligter man sig som underskriver, ifølge meddelelsen, til at holde en god tone, markere brugen af AI og retouchering og afholde sig fra særlige typer af samarbejder, hvis følgerskaren er ung.

”De etiske retningslinjer er et vigtigt redskab for de mange influenter, der ønsker at arbejde professionelt og etisk forsvarligt i en branche med mange gråzoner, og samtidig vil retningslinjerne medvirke til at beskytte følgerne,” siger Lisbeth Kiel, forperson i Forbundet for Influenter og Bloggere i Dansk Journalistforbund, i meddelelsen.

Når man underskriver og efterlever de etiske retningslinjer, kan man benytte Influentnævnets mærkat, ligesom man kommer til at figurere på en liste på influentnaevnet.dk.

”På den måde kan følgere, bureauer og annoncører få mulighed for at navigere i, hvem der har taget ansvaret på sig og arbejder etisk ansvarligt med at leve op til det store ansvar, der følger med, når man er influent,” lyder det i meddelelsen.

Retningslinjerne vil fremover blive håndhævet af Influentnævnet, der består af en juridisk forperson, samt fire nævnsmedlemmer udpeget af henholdsvis Forbundet for Influenter og Bloggere i DJ og organisationerne Unicef og KreaKom.

Malene Birkebæk, adm. direktør i KreaKom, siger i meddelelsen om det nye nævn og de opdaterede retningslinjer:

”KreaKom er glad for, at der nu findes nogle etiske retningslinjer og et influentnævn, der kan være med til at understøtte en professionalisering af influencermarkedet samt gode rammer, som den kommercielle ansvarlighed kan arbejde under.”