Otte danske kreative kampagner er nomineret til årets TikTok Ad Awards, det skriver det sociale medie i en pressemeddelelse.

Nomineringerne falder på tværs af kategorierne Greatest Small Business og Greatest Performance. I kategorien Greatest Performance er der fem danske nomineringer.

Mindshare er nomineret for deres Rexona Danmark kampagne. TikTok skriver i deres pressemeddelelse, at den ”er et eksempel på, hvordan et brand drager fordel af at give kreatører frihed til selv at udtrykke kreativitet”.

Arlas inhouse bureau The Barn er nomineret for en Cocio-kampagne, SeMa Agency for en kampagne for ønskeliste-servicen GoWish og Goodiebox for kampagne-arbejde for dem selv. Slutteligt er Social Works nomineret for en kampagne for Power.

I Greatest Small Business-kategorien er Mighty Monday nomineret for deres kampagne for sportstøjsmærket Planet Nusa og Dining Week, og bureauet Organisk Vækst er nomineret for deres kampagne for rabat-appen Rabatta.

Der er ingen danske nominerede i ‘Greatest Creative’-kategorien.

Udover æren og statuetterne vil vinderne til TikTok Ad awards gå derfra med præmier på op til 50.000 dollars udbetalt i annonce-kreditter på TikTok.

Vinderen af kategorien “Greatest TikTok” får en tur til Amsterdam, hvor de skal konkurrere mod resten af Europas vindere om at blive kåret som årets bedste i kontinentet.

Det er anden gang, at TikTok afholder TikTok Ad Awards, og den nordiske TikTok Ad Awards-ceremoni finder sted i Stockholm den 25. oktober.