Louise Helstrup Guldager udtræder som partner i bureauet Substantia og forlader sin stilling som direktør for PR og krisehåndtering. Det skriver Kforum.

”Jeg er stolt af de resultater, jeg har været med til at skabe sammen med mine dygtige medpartnere Paulina Wata Rosenquist og Peter Goll. Arbejdet hos Substantia har givet spændende muligheder for arbejde tæt sammen med andre dygtige topledere på tværs af brancher,” skriver Louise Helstrup Guldager i en pressemeddelelse og tilføjer:

“Det har være med til at give stærkere indsigt i andre brancher end den rene kommunikationsbranche, og det har bidraget til en stigende motivation for nye udfordringer. Jeg har derfor solgt min andel for at søge nye udfordringer og indsigter – og ser med de bedste ønsker frem til at følge Substantias fortsatte succes.”

Louise Helstrup Guldager har været en del af Substantia de sidste knapt fem år. I sin tid har hun været med til to navneskifter og flere markante strategiskifter.

I mange år gik bureauet under navnet Oxymoron, men blev siden omdøbt til Schultz J og Goll. Det navn holdt dog kun kortvarigt og blev ændret til Substantia, da Kresten Schultz Jørgensen, stifter og den ene navngiver, forlod bureauet og gik selvstændig.

Navneskiftet til Substantia skete ud fra et ønske om mindre fokus på enkeltpersoner, hvorfor man gik væk fra at være opkaldt efter stifterne.

Ledelsen i Substantia består fremover af Frank Laybourn, direktør for public affairs, Paulina Wata Rosenquist, direktør for operations og partner, samt Peter Goll, adm. direktør og partner.

I pressemeddelelsen skriver Peter Goll:

”Vi har sat stor pris på vores partnerskab og har fuld forståelse for, at Louise nu vil søge nye udfordringer. Louise har ydet et fantastisk bidrag til at sætte Substantias navn på kortet over strategiske kommunikationsbureauer på det danske marked. I den ellers uændrede ledelse er vores fokus i den næste fase af udviklingen på at udbygge vores tilbud til virksomheder, der vil bruge kommunikation til at skabe reelle løsninger på kommercielle, politiske eller samfundsmæssige udfordringer.”