”Noget nyt er ved at tage form.”
Sådan skriver Casper Willer, kreativ direktør på Kontrapunkt siden efteråret 2023 og partner sammesteds siden januar sidste år, i et opslag på LinkedIn.
Her fremgår det, at han har haft sin sidste uge på bureauet, som han kalder ”et af de fineste brandbureauer i verden”.
I opslaget takker han Kontrapunkt-ejere og stiftere og ”alle i og omkring Kontrapunkt” for rejsen.
”Jeg har været heldig at være med til at forme brands på tværs af geografiske områder, fra Norden til Japan og USA. Berøre så mange brancher. Banker. Energigiganter. Fodbold. Ejendomme. Kulturelle ikoner. Valg. Museer. Videnskab. Rummet. Fra globale ledere til startups og alt derimellem,” skriver han.
Casper Willer har tidligere blandt andet drevet bureauer som Another, Naked Communications og La Familia.
Derudover har han co-foundet og stået i spidsen for startups som Damn Good Coffee Company og venturefonden Prehype, der lavede projekter i samarbejde med blandt andet Carlsberg og Novozymes.
Hvad fremtiden bringer, oplyser Casper Willer ikke, men skriver, at han er ’på vej mod det næste eventyr’.