Det danske bureau Brandhouse får en ny kreativ på holdet i skikkelse af Anders Wendel. Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.
Anders Wendel vender dermed hjem til Danmark efter at have arbejdet 12 år på kreative bureauer i London – senest som kreativ direktør på VML, men også bureauer som Mr President, BBH (Bartle Bogle Hegarty, red.) og Dentsus Mcgarrybowen.
Gennem sin karriere har Anders Wendel udviklet arbejde for brands som BBC, Waitrose, Virgin Media og Sony, og han har været med til at vinde priser ved D&AD, Cannes Lions, Promax, Ciclope og danske Creative Circle Awards.
Blandt andet via netop juryarbejde ved Creative Circle Awards, men og også undervisning, har han holdt forbindelsen til Danmark ved lige gennem årene, og nu rykker han altså hjem igen – til Brandhouse.
Og det glæder de sig til på bureauet, skriver kreativ direktør Trine Qvistgaard.
“Vi glæder os til at integrere Anders på kunder og bureauet, og Anders glæder sig til at bringe lidt international swung med tilbage til Danmark.”
”Der sker meget i UK”
Anders Wedel starter hos Brandhouse den 17. juni, og han glæder sig til at møde Brandhouse-kollegaerne og ”smøge ærmerne op og komme i gang”.
Han mener, at danske bureauer på mange punkter er ”langt fremme i toppen af europæisk markedsføring”, men også ”at der sker meget i UK”.
”Ikke mindst omkring integrerede kampagner med kreativ anvendelse af digitale kanaler, AI og whole brand thinking med stort fokus på brandet, og hvordan de integrerer i kultur,” skriver han og tilføjer:
”I udlandet er man god til at tænke omkring hele brandet, og ikke bare traditionelt above the line reklame, hvilket er hvad jeg brænder for. Det er mere interessant, når man er ude i krogene af hele kundens forretning. Det er der, man skaber kontakt, gør en forskel og kan tale mere sandt til forbrugeren.”
”Det er her man skaber underholdning og laver arbejder, der kan spredes organisk. Og derfor er Brandhouse med deres mange specialkompetencer oplagt for mig, da vi deler den samme ambition og kærlighed til brand building behaviour,” skriver Anders Wendel.