Siden 2018 har Salling Fondene via Føtex-varehuse over hele landet doneret millioner af kroner til lokale projekter – og nu skal en ny kampagne sætte lys på indsatsen og tænde gnisten hos endnu flere, der gerne vil søge om pengene.
Det skriver Føtex og Brandhouse i en mail til Markedsføring.
Hen over de seks år har 71 forskellige projekter modtaget i alt 16 millioner kroner gennem programmet, som har fokus på lokale ildsjæle, der pitcher de projekter ind, som de brænder for.
Om det er en ny badebro, en legeplads, en skaterbane eller andet er underordnet.
Det vigtige er, skriver parterne, ”at projekterne styrker det lokale fællesskab med et særligt fokus på at give børn og unge mulighed for en aktiv hverdag”.
”Med budskabet “Vi gi’r overskuddet videre” hylder vi ildsjælene bag projekterne og inspirerer og motiverer andre til at se mulighederne for at gøre en forskel lokalt,” skriver Karin Sommer, head of marketing, Føtex, i mailen.
Ny type OOH skal booste fantasien
Kampagnen ruller blandt andet på TV og på print.
Hertil kommer en serie af transparente special-build OOH’s.
Ideen her er at bruge illustrationer på en gennemsigtig skærm til at vise forbipasserende, hvordan omgivelserne ville se ud, hvis en af ildsjælenes ideer blev til virkelighed.
Føtex og Salling Fondene donerer en gang om året penge til de projekter, der udvælges, og hos Føtex er Karin Sommer glad for kampagnen.
“Vi er først og fremmest stolte over at kunne give noget af vores overskud videre til gode projekter. Vi har også stor respekt for ildsjælenes og vores varehuschefers arbejde – de gør alle en kæmpe forskel lokalt,” skriver hun og tilføjer:
”Vi er meget glade for kampagnen og har allerede oplevet en masse positiv feedback lokalt og fået flere henvendelser med henblik på ansøgninger.”
Se kampagnefilmen her.