Produktionsselskabet Isaac har fået tilgang af to nye instruktører, der skal styrke virksomhedens spændvidde.
Det drejer sig om Mathias Broe og Martin Lundgaard, skriver produktionsselskabet til Markedsføring.
”Mathias Broe har et særligt øje for det nære og autentiske kombineret med en stærk visuel stemme. Han arbejder i krydsfeltet mellem fiktion, dokumentar og kommercielle fortællinger og bringer en intim og filmisk tilgang ind i Isaac,” lyder det i meddelelsen om instruktøren, der har en baggrund fra Super16.
I det kommercielle rum har Mathias Broe blandt andet lavet kampagner for VICE, Ligestillingsministeriet og en kampagne-serie for AIDS-Fondet, som Markedsføring tidligere har omtalt.
Mathias Broes første spillefilm Sauna havde premiere på Sundance og er aktuelt nomineret til 10 priser ved Robert samt til European Film Awards.
Martin Lundgaard har en baggrund som både instruktør og klipper.
”Hans arbejde er præget af tempo, leg med form og en stærk rytmisk fornemmelse. Han er både æstetiker og tekniker og har en særlig fascination af AI, VFX og markante visuelle idéer,” lyder det i meddelelsen fra Isaac.
Ifølge meddelelsen har Martin Lundgaard tidligere lavet kampagner for bl.a. Carlsberg, Banedanmark og Det Kongelige Teater.