AIDS-Fondet har netop lanceret kampagnen Ingen skal stå alene efter overgreb, som blandt andet består af en kampagnefilm i fem dele, der sætter fokus på følgerne af overgreb.
I kampagnefilmen følger vi den unge københavner, Adam, spillet af Sam Koosha, som skal på date.
Men det viser sig at være en stor udfordring, da Adam tidligere har været udsat for en grænseoverskridende oplevelse, som han ikke har fået hjælp til at komme videre fra.
Serien kommer på bagkant af, at AIDS-Fondet de senere år, er begyndt af screene de 10.000, der årligt besøger NGO’ens testklinikker, i forhold til oplevelser med overgreb.
Og ifølge Lina Viinberg, der er kampagneleder i AIDS-Fondet, stod det hurtigt klart, at alt for mange i især LGBT+ gruppen har oplevet noget seksuelt grænseoverskridende.
”Vi kunne se, at mange af samtalerne, uanset hvad folk kom ind med, handlede om seksuelle overgreb og grænseproblematikker – og alt det, der ligger imellem,” siger Lina Viinberg til Markedsføring.
Overgreb defineres ikke som overgreb
Hvis man går alene med overgrebs-oplevelser og ikke får hjælp, kan det være ødelæggende for ens liv, pointerer Lina Viinberg.
Om AIDS-Fondet
AIDS-Fondet er stiftet i 1985 og arbejder for at bekæmpe hiv og aids, mindske fordomme og fremme seksuel sundhed for alle.
AIDS-Fondet arbejder med særligt udsatte målgrupper, herunder LGBT+ personer, unge mellem 15-29 år, mennesker med hiv og sexarbejdere.
Fondet kæmper politisk for lige ret til seksuel sundhed, giver støtte til forskning og patientstøtte til mennesker med hiv.
I AIDS-Fondets klinikker, Checkpoint, kan man få test for sexsygdomme og specialiseret rådgivning om hiv, sex på stoffer og overgreb.
AIDS-Fondet har klinikker i Aarhus, Aalborg, Odense, København, Frederiksberg og Gentofte.
Kilde: AIDS-Fondet
Det overordnede mål med Ingen skal stå alene efter overgreb-kampagnen er derfor at øge bevidstheden om den hjælp AIDS-Fondet tilbyder efter seksuelle overgreb, fortæller hun.
Ifølge AIDS-Fondets kampagneleder er overgrebs-området dog en gråzone, fordi mange ikke selv definerer det, de har oplevet, som værende et overgreb.
”Mange definerer ikke selv det, de har oplevet, som et overgreb. Nogle gør det aldrig. Men set udefra vil meget af det falde ind under kategorien af seksuelt grænseoverskridende oplevelser,” siger Lina Viinberg.
Skulle behandles med ro og respekt
I forhold til kampagnens take på problematikken fortæller Lina Viinberg:
”Vi besluttede os for at zoome ind på den situation, man står i, når man har været udsat for et overgreb – på de følelser og reaktioner, både kropslige og relationelle, man oplever.”
AIDS-Fondet valgte produktionsselskabet Isaac til at stå for produktionen, og de første manusudkast til serien blev skrevet af instruktør og manuskriptforfatter Teys Schucany.
Ifølge Chris Wolstrup, der er producer hos Isaac, var det vigtigt for produktionsselskabet, at man til produktionen fik samlet et hold, der forstod emnet og kunne møde det med både ro og respekt.
”Vi ville have queer personer både foran og bag kameraet, og generelt folk med en fornemmelse for miljøet og de nuancer, der følger med at fortælle en historie indefra,” skriver Chris Wolstrup til Markedsføring.
Du kan se den første af kampagnefilmen fem dele, hvor Adam gør sig klar til date, nedenfor.
Artiklen fortsætter efter filmen.
Autenticitet og ægthed i højsædet
Senere i processen blev opgaven overdraget til filminstruktøren Mathias Broe, der sidste år debuterede med spillefilmen Sauna, der også havde en ung queer person i hovedrollen.
”Vi vidste, at han kunne løfte en opgave som denne – som ikke er helt nem – og han har arbejdet med flere af de her tematikker i sine egne projekter før,” skriver Chris Wolstrup.
Selvom selve filmoptagelserne blev klaret på to optagedage, brugte man hos Isaac meget energi på at skabe et trygt og fokuseret rum.
”Det handlede for os om autenticitet og at bevare ægtheden – både i processen og i udtrykket,” skriver Chris Wolstrup og tilføjer:
“Hele holdet bidrog til den varme, blide stemning, som projektet krævede. Helt overordnet, har det været noget meget særligt at lave det her. Og jeg håber man kan mærke, at det rummer noget virkelig ægte, sårbart og menneskeligt.”
Vigtigt at undgå re-traumatisering
Ifølge Mathias Broe var en af de største udfordringer i forhold til at skabe Ingen skal stå alene efter overgreb-serien, at man ville fortælle, at hovedkarakteren Adam har været ude for et overgreb, men ikke hvad der reelt er sket for ham.
Det skyldes ifølge filminstruktøren blandt andet at det publikum, som AIDS-Fondet gerne vil nå med kampagnen, er folk, der selv har erfaring med overgreb.
Credits: Ingen skal stå alene efter overgreb-filmen
Instruktør: Mathias Broe
Producer: Chris Wolstrup
Fotograf: Christoffer Torp Vester
Production designer: Cleo Studio, Veronika Bach
Kostumier: Victoria Morabbi
Klip: Anna Wistreich
Tonemester: Maar Falke Dolkerup
Indspilningsleder: Lior Fioghel
Komponist: Emil Davidsen
Musik: Ydegirl
Lysmester: Aslak Lytthans
Best boy: Mikkel Warrer
Best boy: Kristoffer Bak Nielsen
B-foto: Jacob Thomas Hollender
Klippeassistent: Rose Shabela
Produktionsleder: Anna Brøbech
Runner: Dagmar Holten
Runner: Thomas Sander Klan
Grading Facilities: Beo Post
Post Production Coordination: Inés Europa Crespo
Colorist: Edoardo Rebecchi C.S.I.
”Vi ville bevæge os uden om re-traumatisering og vurdering af, om overgrebet nu var “slemt nok,” skriver Mathias Broe til Markedsføring.
I serien spiller Sam Koosha, ’Adam’, overfor Helin Erdem (tidligere DR-Talent, red.), der spiller hans gode veninde, som han bor sammen med.
For at sikre produktionens troværdighed var Mathias Broe allerede i castingprocessen meget opmærksom på, at hans karakterer skulle have ”en fed kemi”.
”Og de klikkede bare med det samme. Og hvis kemien er til stede mellem spillerne, og du har lyst til at være sammen med karaktererne, så er du allerede utrolig langt,” skriver han.
Hos AIDS-Fondet havde man terapeuter ind over processen, også på selve filmsettet, for at sikre troværdige reaktioner hos skuespillerne.
Og det lykkedes ifølge Lina Viinberg, der var med på optagelserne, til fulde.
”Vi sad flere gange med tårer i øjnene under optagelserne, fordi han (Sam Kosha, red.) rammer de reaktioner, man kan have efter at have været udsat for et overgreb.”
Håber at folk vil tage sig tid
Ifølge Lina Viinberg er de håndfaste mål for kampagnen at indsamle 4.000 underskrifter til ’Ingen skal stå alene efter overgreb’-indsatsen og få 200 nye private støtter, der kan bidrage til AIDS-Fondets indsats.
”Politiske vinde gør det usikkert at være en NGO, der arbejder med LGBT+-personer. Det kan være svært at regne med offentlig finansiering, og derfor arbejder vi målrettet for at få flere private støtter og donationer,” siger hun.
Kampagnen kører på AIDS-Fondets sociale medier og hjemmeside, og her efter lancering er det som Lina Viinberg er mest OBS på, om folk deler kampagnen.
”Vi håber, at mange vil skrive under på, at ingen skal stå alene, og at budskabet resonerer. At folk tager sig tid til at se Adams fortælling,” siger hun.
Da kan se del to og tre af kampagnefilmen om Adam nedenfor – og resten kan du finde her på AIDS-Fondets hjemmeside.