Skal reklamer, der er blevet manipuleret og retoucheret, mærkeres? Det mente SF, som havde stillet det som lovforslag i Folketinget.

Men regeringspartiet Socialdemokratiet har nu stemt nej til forslaget – selvom man selv har foreslået det tidligere. Det skriver Ritzau ifølge Journalisten.

”Vi er helt enige i den problematik, som SF adresserer, men vi kommer til at stemme imod,” lyder det fra Karin Graasted, der er forbrugerordfører hos Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet afventer ifølge Ritzau at gøre mere ved sagen, indtil man har afdækket markedets behov nærmere.

Det var i 2022, at regeringen selv fremsatte forslag om at mærke retoucherede billeder – et forslag, man siden droppede i 2023, som vi blandt andet har skrevet om på Markedsføring.

I 2022 var der både ros og bekymring fra influencerchefer til forslaget.

”Der er mange grader af redigering af billeder – ligesom vi er vant til fra trykte magasiner og reklamer, hvor alle billeder i et vist omfang er redigeret. Og jeg mener ikke, man kan sige, at billedredigering i alle tilfælde er problematiske. Nogle gange kan der jo også være tale om, at man på en filmplakat fjerner en bums. Derfor tror jeg, at en generel regel er en dårlig idé,” lød det blandt andet fra direktør i Represented, Henrik Akselbo, til Markedsføring.