Den tidligere marketingdirektør i Spar Nord, Ole Madsen, der står tiltalt for at have bedraget banken for over 20 millioner kroner gennem 15 år, kan sandsynligvis få sin sag hurtigt afgjort.

Det skriver finans.dk, der henviser til at Retten i Aarhus har berammet sagen som en tilståelsessag til 31. oktober.

Mediet påpeger dog, at sagen stadig kan blive udsat, fordi Retslægerådet endnu ikke er kommet med en erklæring om Ole Madsens mentale tilstand.

Ole Madsen har tidligere selv forklaret til finans.dk, at han har en bipolar lidelse, og en mentalerklæring kan influere på, om han erklæres egnet til almindelig straf. Eller om der kan blive tale om eksempelvis en behandlingsdom.

Ole Madsen var i Spar Nord fra 2005 til 2020 og var kommunikations- og marketingdirektør i den periode en fremtrædende profil i banken.

I dag er han erklæret personligt konkurs, skriver finans.dk, som uddyber, at kurator Preben Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel er i gang med at undersøge, ”om Ole Madsen besidder aktiver, som kan realiseres, så Spar Nord kan få dækket en del af sit tab”.