SF vil have et forbud mod spilreklamer i Danmark.
Det fortæller Carl Valentin, der er medlem af erhvervsudvalget og skatteudvalget for SF, til DR.
Det skriver Mediawatch.
Ifølge Carl Valentin er graden af folks eksponering for spilreklamer for massiv, hvilket ifølge ham, understreges ved, at 10,9 procent af den danske befolkning døjer med spilproblemer.
”Det kan ikke være sådan, som det er i dag, at man ikke kan få lov til at se en fodboldkamp, uden at skulle udsættes for de her reklamer,” siger han til DR.
Udtalelserne kommer efter, at engelske Premier League i torsdags meldte ud, at man efter sæsonen 25/26 vil forbyde reklamer for spiludbydere på spillernes kamptrøjer.
Det tiltag hilser Carl Valentin over for DR Sporten velkommen, men det er i hans øjne ikke vidtrækkende nok.
”Vi ønsker et forbud mod spilreklamer, og vi ser helst et totalt forbud,” siger politikeren.
I partiets tidligere ”ludomaniudspil”, udarbejdet af Carl Valentin, som dækker over partiets forslag for regulering af spilmarkedet, fremhæves blandt andet:
”Det er særligt skræmmende at unge og børn helt ned til 12 årsalderen, ender som ofre for spillevirksomhederne.”
SF er ikke det første parti, der har ville iværksætte initiativer og forbud for at dæmpe den stigende forekomst af spilafhængighed i Danmark. Det seneste initiativ kom fra skatteminister Jeppe Bruus (S), der inden sidste folketingsvalg kom med en række forslag, der skal dæmme op for spilafhængigheden i Danmark.
Han har dog skrevet til DR, at man er ikke kommet videre i processen efter dannelsen af den ny regering.