Møbel-kæden Ilva vil gerne slå sit navn mere fast i ærkerivalen Ikeas hjemland, Sverige. 

Så nu ruller Ilva med glimt i øjet sin første brandingkampagne på svensk grund ud i samarbejde med det danske bureau Brandhouse/Subsero. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Med film og outdoors går Ilva i kampagnen til valg på alt det, man slipper for, når man vælger dansk fremfor svensk – som for eksempel kødboller og umbraco-nøgler. Eller som svenskerne siger: Köttbullar og insexnycklar. 

Den danske kæde har fem fysiske butikker og dækker også online ’hinsidan’, men kendskabsgraden skal op, lyder det fra Ilva.

Eksempel på outdoor-element fra Ilvas kampagne I Sverige. Foto: PR

”Vi vil vise svenskerne, hvad Ilva har at byde på inden for dansk design og kvalitet,”siger Rene Fleming, Director Sales & Marketing hos Ilva i meddelelsen og uddyber:

“Kendskabet til Ilva er meget lavt, så vi har sammen med Brandhouse lavet en kampagne, der på en drilsk måde fortæller svenskerne, at Ilva har bolighuse, der gør det nemt og enkelt at købe møbler”.

Dansk/svensk battle

Kampagnefilmene taler ind i hver deres indsigt om at handle i et møbelvarehus – som kun har fokus på at være et møbelhus. 

Underforstået: Her er ingen softicemaskine eller stor-indkøb af fryseposer, ligesom møblerne ikke kommer med alenlange instruktionsmanualer – og købsoplevelsen ikke er kendt som en ’parforholdstest’.

”Dansk design er et stærkt varemærke, som svenskerne godt kan lide, så det forsøger vi at udnytte, mens vi med et lille smil på læben og en dansk/svensk battle forsøger at få taletid, og derigennem får skabt mere kendskab til Ilva på en effektiv måde”, siger Thomas Martin Hansen, Group Client Director hos Brandhouse/Subsero, i meddelelsen.   

Kampagnen går live i Sverige på både TV, bio, digitalt og OOH i denne uge.

Se tre af filmene herunder. De er produceret af Produced By.