I dag træder en ny lov i kraft i Storbritannien, der forbyder reklamer for føde- og drikkevarer med et højt indhold af fedt, salt og sukker på tv før klokken 21.

Og online må man fremover slet ikke reklamere for de såkaldte HFSS-produkter (Står for: High in saturated Fat, Salt and Sugar, red.)

Det skriver BBC.

Tiltaget skal ifølge mediet hjælpe til at begrænse overvægt blandt børn og gælder produkter, der af den britiske Food and Drink Federation (FDF) anses for at være mest medvirkende til dette – herunder sodavand, chokolade og slik, pizzaer og is.

Men forbuddet gælder ifølge BBC også produkter, der mindre åbenlyst er usunde såsom for eksempel sødede morgenmadsprodukter og brød, færdigretter samt sandwiches.

Hvilke produkter, der er omfattet af forbuddet, baseres på et pointsystem, hvor næringsindhold vurderes i forhold til, om produktet har et højt indhold af mættet fedt, salt eller sukker – og samtidig vil virksomheder fortsat have mulighed for at reklamere for sundere versioner af de forbudte produkter, skriver BBC.

Fastfoodkæder må stadig reklame med brandnavn

Forbuddet gælder ifølge det statslige britiske medie kun reklamer, hvor produkter, der vurderes usunde, kan ses, hvilket ifølge BBC betyder, at fastfoodkæder stadig må reklamere med deres brandnavn.

Virksomheder, der ikke overholder de nye regler, risikerer sanktioner fra britiske Advertising Standards Authority (ASA).

Tidligere var reklamer for HFSS-produkter forbudt på platforme, hvor over en fjerdedel af publikum var under 16 år.

Sidste år i maj var den danske regering ude med et lovforslag, der skal ændre markedsføringsloven, så det bliver forbudt at reklamere for usunde føde- og drikkevarer til børn under 15 år.