Efter et år med foden under eget bord, lukker Kenneth Kaadtmann nu sit kreative fællesskab Attaboy og tiltræder som Creative Director på det digitale bureau Nexus Ambition.
I en pressemeddelelse om skiftet siger han.
”Attaboy var egentlig aldrig tænkt som et bureau, men som en tankegang, der handlede om at løsrive sig fra det traditionsbundne. Det manifesterede sig så i et kreativt kollektiv, der er praktiske årsager, blev til et bureau. Nu lever det nytænkende i Attaboy videre som en del af det kreative fundament i Nexus Ambition.”
Kenneth Kaadtmann har tidligere været Creative Director hos Hjaltelin Stahl, ligesom han har været en del af de kreative kræfter hos &Co. og Mindshare.
Og han glæder sig til at blive en del af det styrkede kreative setup på bureauet.
”Alt, hvad vi skaber i dag, er bygget ud fra, at det skal leve digitalt, og Nexus Ambition har på rekordtid markeret sig som et af de førende digitale huse herhjemme med stor indsigt og forståelse for, hvordan man udvikler og eksekverer digitale kampagner og forandringsprocesser,” siger han blandt andet i meddelelsen.
”Et helstøbt kreativt team”
Ud af godt 90 medarbejdere, er 12 nu tilknyttet det kreative team i Nexus Ambition, og CEO, Villy Gravengaard siger om den kreative opskalering, at bureauet ”har fået skabt et kreativt og digitalt powerhouse med et enormt udviklingspotentiale.”
Senior Director, Jeppe Berggreen, tilføjer:
”Med Kenneth Kaadtmann i front for vores allerede stærke kreative team, får vi tilført en kreativ kapacitet med et hav af prisvindende kampagner i rygsækken. Vi har nu et helstøbt kreativt team, som kan levere banebrydende kreative kampagner og skabe digitale oplevelser sammen med resten af huset.”
Kenneth Kaadtmanns tiltrædelse betyder, at Carsten Maisch Olsen – der er partner i Nexus Ambition, og som gennem mere end 10 år har stået i spidsen for det kreative område – giver stafetten videre.
Han fortsætter på bureauet i rollen som Senior Creative Lead med ansvar for kreative leverancer til en række af Nexus Ambitions kunder.
Nexus Ambition blev etableret i 2022 efter en fusion af det kreative digitale bureau Ambition og it-konsulenthuset NexusOne.