Movia har valgt Advance som nyt bureau for de kommende tre år. Valget kom efter EU udbud, hvor 11 bureauer bød ind.
Movia har valgt Advance som ny samarbejdspartner efter et EU-udbud af reklamebureauydelser, hvor 11 bureauer i første omgang bød ind.
Det skriver Advance i en pressemeddelelse.
Ifølge meddelelsen gik tre bureauer videre til den endelige udskillelsesrunde, hvor Advance blev topscorer og dermed vandt kontrakten med Movia for de kommende tre år.
Udbuddet fra Movia fokuserede ifølge meddelelsen på branding af selskabet.
”Advance viste os en stærk evne til at omsætte brandværdier, brandløfte og kernefortælling til kreativ kommunikation, som kan appellere emotionelt til målgruppen og differentiere Movia i markedet, siger Marlene Holmgaard Fris, der er direktør for Kunder og Kommunikation hos Movia.
Hos Advance er CO-CEO og partner, Ann-Louise Rosen, er begejstret over bureauets nye kunde.
”Det er spændende for os at arbejde med en virksomhed, der betyder så meget for så mange mennesker på hele Sjælland, og som udgør en aktiv drivkraft for øget mobilitet og bæredygtighed i vores samfund,” siger hun i meddelelsen.
Kontrakten mellem parterne træder, ifølge meddelelsen, i kraft i maj 2023 og løber over en treårig periode med mulighed for forlængelse i yderligere to år. Opgaverne omfatter blandt andet strategisk rådgivning og kreative kommunikationskampagner for busser, havnebusser, lokaltog og flextrafik, lyder det.
Tidligere har Advance arbejdet seks år for DOT – Din Offentlige Transport – og lavet samarbejder med blandt andet Øresundsbron og Energistyrelsen.