Roar Nissen bliver partner i Vertica, hvor han får en ’fri rolle’. Roar Nissen opsagde i efteråret 2022 sin stilling som CEO hos Knowit Experience, det tidligere Creuna, efter 15 år på bureauet.
Ved indgangen til juni træder Roar Nissen ind partner- og ejerkredsen i Vertica.
Det skriver e-handelshuset i en pressemeddelelse.
”Det er et bundsolidt firma, som er kendt for kvalitet og ordentlighed hele vejen rundt. Et sted, hvor jeg får mulighed for at arbejde og udvikle mig,” siger Roar Nissen om tiltrædelsen.
Roar Nissen har de seneste 15 år været tilknyttet Knowit Experience Danmark, hvor han senest har været CEO. I efteråret 2022 valgte han at sige sin stilling op efter et stort “wake-up call”.
Hos Vertica bliver Roar Nissen genforenet med Jeppe Hansen, der er CEO og hovedaktionær på bureauet, samt to af de andre partnere – Lars Christensen og Uffe Meiner. De fire har en fælles fortid hos det digitale bureau Creuna, der i 2020 blev en del af Knowit-koncernen via en fusion.
Jeppe Hansen ser frem til at få Roar Nissens kompetencer med ind i Verticas forretningsledelse.
”Hos Vertica føler vi, det er et scoop at kunne tiltrække en kapacitet som Roar. Han har skabt flotte resultater hos Knowit og er kendt for en ledelsesstil og værdier, der matcher perfekt med kulturen i Vertica,” siger CEO’en.
Får fri rolle
Ifølge meddelelsen kommer Roar Nissen til at have en fri rolle, hvor han skal hjælpe med at videreudvikle og forfine bureauets ydelser.
”Blandt andet er vi i gang med at videreudvikle vores strategiske rådgivningsydelser, da det er vigtigt for at bibeholde og udvide vores unikke position i markedet. Jeg ved, han kan supplere mig og partnerkredsen i den frie rolle, han får,” siger Jeppe Hansen.
Vertica har 130 medarbejdere fordelt på to kontorer – et i København og et i Aarhus, hvor Roar Nissen vil have sin daglige gang.