Malene Jauer er ny seniorrådgiver i PR- og kommunikationsbureauet Friday.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Malene Jauer bl.a. skal styrke bureauets arbejde med strategisk positionering og presse. 

”Vi har budt velkommen til Malene, fordi hun er en særdeles erfaren rådgiver, som ved, hvad hun taler om og har energi og drive. Med 15 års erfaring hos andre bureauer og fra arbejdet med danske og internationale brands kan hun lynhurtigt identificere løsninger og skabe resultater,” siger Mikael Baden, adm. direktør i Friday, i meddelelsen.

Malene Jauer har en Master i Cross Media Communications fra KUA og har i 15 år arbejdet som seniorrådgiver med multinationale kunder som Intel, Jabra og Schneider Electric hos WPP-bureauet H+K Strategies.

Senest har hun været direktør og partner i First Chairs-gruppens PR-bureau, Harbinger Public Relations, der i marts blev sendt i frivillig likvidation på grund af manglende overskud. 

Malene Jauer har allerede tage hul på de nye udfordringer hos Friday, og føler sig ifølge pressemeddelelsen allerede hjemme: 

”Jeg har oplevet et virkeligt godt arbejdsmiljø, og det faglige niveau er tårnhøjt,” siger hun i meddelelsen og tilføjer:

”Bureauer med internationale kunder, der passer til de kompetencer jeg i mange år har dyrket, hænger ikke på træerne. Derfor føler jeg mig heldig at have fundet hjem til en portefølje og et team, der er så spændende og kompetent, som det jeg har fundet hos Friday.”