Harbinger Public Relations A/S, der blev etableret i 2017 som en del af bureaugruppen First Chair Group, er trådt i frivillig likvidation.
Det bekræfter gruppens CEO, Jens Frederik Kofoed, over for Markedsføring.
”Vi har forsøgt at opbygge en PR-virksomhed med Harbinger, men vi har ikke fået den til at flyve tilfredsstillende,” siger han.
Jens Frederik Kofoed tilføjer at beslutningen om at sende Harbinger PR i frivillig likvidation er truffet, fordi man i gruppen er begyndt at arbejde med det, han kalder en ’bagatelgrænse’.
”Det betyder, at virksomheder, som ikke kan lave minimum to millioner kroner i overskud, de har ikke nogen selvstændig berettigelse i First Chair Group. Og hvis vi kigger på regnskabet, så var Harbinger et stykke derfra.”
First Chair CEO’en oplyser dog, at de nye betingelser for minimumsoverskud først gælder for resten af gruppens selskaber fra regnskabsåret 22/23.
”Og vi har en god fornemmelse af, at alle tilbageværende First Chair Group virksomheder kan nå det nye mål.”
Stabsfunktion med to roller
Gruppen har ikke aktuelt planer om at opbygge en ny, selvstændig PR-enhed.
I stedet har man valgt at etablere en ny stabsfunktion, som får både en intern og en ekstern rolle.
”Vi er 250 mennesker, så der er også en masse intern kommunikation i First Chair Group. På samme måde, som vi har shared services på IT, økonomi og indkøb, vil vi fremover også få det på kommunikation. Der er et stigende behov for at binde vores virksomheder sammen rent kommunikationsmæssigt,” siger Jens Frederik Kofoed.
" Vi kommer til at skære fra, hvad der ikke er sundt.Jens Frederik Kofoed, CEO og Senior Partner, First Chair Group
Eksternt får den nye stabsfunktion rollen som en slags ’underleverandør’ til gruppens øvrige selskaber.
”Så når Envision eller Gorm går ud med løsninger til kunderne, vil de kunne tilbyde PR og kommunikation on top. Harbinger var et meget marketingorienteret PR-bureau. I dag ser vi et stigende behov for mere corporate orienterede kommunikationsløsninger,” siger Jens Frederik Kofoed.
Den nye stabsfunktion håndterer dog også kunder på egen hånd – f.eks. de eksisterende Harbinger kunder.
Klar til at skære mere fra
Ole Daugbjerg, tidligere Chief Reputation Officer i Danfoss, bliver chef for den nye stabsfunktion, mens Harbinger PR’s tidligere direktør, Malene Jauer, har valgt at fratræde sin stilling.
”De andre medarbejdere bliver hos os. Der er ikke nogen, der ryger ud på grund af det her,” siger Jens Frederik Kofoed.
Er de andre virksomheder i gruppen uden for farezonen i forhold til jeres bagatelgrænse?
”Ja, jeg vil sige, at de klarer sig supergodt. Vi har en eventvirksomhed, der kører med et budgetteret underskud, fordi de tjener deres penge om sommeren, så det er sæsonbetonet. Men ellers ligger vi over budget.”
Men I er klar til at skære mere fra?
”Ja, vi kommer til at skære fra, hvad der ikke er sundt. Så hvis der er en virksomhed, der ikke fremover kan lave to millioner kroner i resultat, så bliver den enten en del af en anden eksisterende virksomhed eller solgt.”
Planen er, oplyser Jens Frederik Kofoed i en opfølgende kommentar, at konsolidere First Chair Group i tre hovedspor:
Consulting (A-2 og Pluss), communications (Envision og Gorm) og people (Unique Human Capital og Rodkjær).