”Vi er vanvittig stolte af, at Michael og Lea har lyst til at træde ind i partnergruppen og bidrage til Leads fortsatte udvikling og vækst.” 

Sådan lyder det fra Leads CEO, Marianne Hjaltelin, i en mail til Markedsføring, hvor bureauet oplyser, at man har udvidet partnergruppen med to: Lea Krag Fogh og Michael Kowal.

Dermed består bureauets partnerkreds nu af otte partnere og to associerede partnere.

Michael Kowal kom til Lead som strategisk direktør i 2023 i forbindelse med, at Lead Agency ændrede sin forretningsmodel væk fra smallere, fagdrevne enheder til en mere tværgående organisation.

Han kom fra NordDDB og har tidligere beklædt strategi- og plannerroller hos en række bureauer, herunder Bocca og det tidligere Hjaltelin Stahl – i dag Accenture Song.

”Michael har været i bureaubranchen i over 20 år, og hans alsidige erfaring fra forskellige bureautyper og med kunder fra de største kommercielle brands til lokale NGO’er har fra dag ét været et aktiv for vores processer og leverancer og afgørende for vores integrerede rådgiverposition,” lyder det fra Marianne Hjaltelin i mailen.

Lea Krag Fogh kom til Lead Agency som COO i marts i år. Hun har erfaring som executive operations director i Acceleration/GroupM, COO hos OTW og tidligere fra Aller og Hjaltelin Stahl. 

”Lea har med sikker hånd styret operations i forskellige konstellationer, og hun er hos Lead i fuld gang med at skrue på de knapper, der skal skrues på for at sikre en sund forretning med en ePektiv og smidig drift,” udtaler Marianne Hjaltelin i mailen og tilføjer: 

”Med Michael og Lea får vi to personer ind i partnerrummet, der brænder for Lead-kulturen. De er ambitiøse på egne, bureauets og ikke mindst kundernes vegne, og med deres brede erfaring bibringer de med værdifulde perspektiver til vores strategiske udvikling.”

Med udnævnelserne består partnerkredsen i Lead Agency nu af af Marianne Hjaltelin, Amalie Gaardbo, Anita Baun Hørdum, Barbara Saitta Bregendal, Eva Svavars, Lars Volle, Lea Krag Fogh og Michael Kowal. 

Torsten Jansen og Peter Albæk er associerede partnere. 

Bureauet beskæftiger godt 45 medarbejdere.