To nye profiler er trådt ind ad døren hos Lead Agency, hvor de skal styrke den kreative afdeling. Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Frederik Halby bliver ny kreativ chef på bureuaet. Han kommer senest fra en stilling som senior creative på Accenture Song. Gennem karrieren har han været på bl.a. Wibroe, Duckert & Partners, Mensch og altså Accenture Song.

”Vi ser frem til at få glæde af Frederiks næse for gode idéer, koncepter og kampagner, der bliver talt om. Hans evne til at bygge kreativitet på menneskelige indsigter og gennemtænkte strategiske valg bliver en stor styrke for os,” udtaler CEO, Marianne Hjaltelin, i meddelelsen.

Og Frederik Halby glæder sig til de nye udfordringer:

”Gennem tiden har jeg fået lov til at blive klogere sammen med Danmarks dygtigste på vidt forskellige bureauer. Nu er tiden kommet til at bruge den erfaring hos Lead Agency, hvor jeg glæder mig til at bidrage til et team af ligesindede, der ønsker at skabe noget, der både rører og rykker,” udtaler han i meddelelsen.

Også Amalie Arbøl er netop blevet en del af Lead Agency. Hun har en uddannelse fra Det Kongelige Akademi i Visuelt Design og kommer senest fra Havas, hvor hun har været art director i knap fire år.

På Lead skal arbejde med blandt andet branding og markedsføringsmaterialer samt videomateriale og animation, og hun ”bringer et moderne blik og en stærk visuel forståelse” til teamet, fastslår kreativ direktør Nathalie Camilla Larsen.

Amalie Arbøl selv siger, at hun altid ”stræber efter at skabe løsninger, der ikke kun ser godt ud, men også har en dybere mening”.

”Så jeg glæder mig til at bringe mine kompetencer og passion for design og historiefortælling i spil i samarbejde med kunderne,” lyder det fra hende i meddelelsen.