Forbrugerombudsmanden rejser kritik af to virksomheder for greenwashing.
Det er tekstilvirksomhederne Labfresh og KP Trade, der får kritik for at vildlede forbrugerne med udsagn om, at deres produkter var bæredygtige, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Begge sager understreger, at Forbrugerombudsmanden nu slår hårdt ned på udsagn om bæredygtighed i markedsføring uden tilstrækkelig dokumentation.
“Begge sager viser, at det er meget vanskeligt at markedsføre et produkt som ”bæredygtigt” uden at vildlede forbrugerne. Den ene af sagerne viser derudover, at man skal være særligt varsom med at markedsføre produkter af bioplast med, at de kan forsvinde i naturen, da det oftest forudsætter industrielle komposteringsforhold,” udtaler Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen.
Begge virksomheder har efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden fjernet udsagnene fra deres hjemmeside.