Toms Gruppen har fået ny visuel identitet, som har til formål at ”modernisere virksomhedens udtryk, understøtte virksomhedens værdier og skabe en rød tråd til Toms26-strategien”.
Det oplyser kommunikationsbureauet Friday, der står bag den nye identitet, i en pressemeddelelse.
Tiltaget kommer samtidig med, at gruppens hovedkontor i Ballerup ved København også har fået en ’makeover’.
Det nye grafiske og fysiske look er skabt under virksomhedens purpose “We bring smiles to life – for everyone”, lyder det i meddelelsen fra gruppens CEO, Annette Zeipel.
”I udformningen af den nye identitet har det været vigtigt at finde den rette balance mellem et professionelt udseende og samtidig udtrykke vores kreativitet, glæde og de smil, vi skaber. Derfor er den nye visuelle identitet også farverig med et legende udtryk,” skriver hun i meddelelsen.
’Blob’ er bærende element
For Friday har målet været, ”at afspejle Toms’ purpose og værdier på en sjov og legende måde”, forklarer Lars Pedersen, kreativ chef og partner i Friday, i meddelelsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
”Vi har derfor udviklet en række grafiske elementer, som skal understøtte det formål, heriblandt med en skrifttype, der kan smile, og et ikon-sæt, der afspejler kreativitet og leg,” skriver han og uddyber:
”Et andet bærende grafisk element i identiteten er vores ”blob”, som vi kalder det. Den repræsenterer flydende chokolade og bliver sammen med de øvrige elementer brugt til at skabe en genkendelig visuel identitet.”
I tilgift har bureauet udviklet en digital ’content creator’ til Toms, som skal sikre, at identiteten bliver brugt som tiltænkt.
”En ting er at skabe en ny visuel identitet, noget andet er at sikre sig, at den bliver brugt rigtigt blandt virksomhedens ansatte. Med vores ’content creator’ er det muligt på en enkel og effektiv måde at skabe indhold til både intern og ekstern brug,” skriver Lars Pedersen.
Større fokus på kreativitet
Den nye visuelle identitet vil løbende blive integreret på Toms Gruppens forskellige platforme, og breder sig også ud på hovedkontorets lokaler.
Artiklen fortsætter under billedet.
Her har man således givet omgivelserne ”et nyt og aktivitetsbaseret design, områder er blevet indrettet for at indbyde til sociale og kreative interaktioner, og der er indført fleksible siddepladser, der opfordrer til samarbejde og kreativitet på tværs af arbejdspladsen”, oplyser Toms og Friday.
“På samme måde som vores kontor blev designet med ideen om at skabe ‘et hjem væk fra hjemmet’, så er vores visuelle identitet også vores ‘hjem’. Et sted, der afspejler vores kreativitet og hvor vi kan udtrykke os,” skriver Annette Zeipel og fortsætter:
”Formålet med de fornyede fysiske rammer og den opdaterede visuelle identitet er at skabe en helhedsoplevelse af den igangværende udvikling, der aktivt støtter Toms Gruppens nuværende kulturelle rejse – og vi glæder os til, at det nu skal ud og leve.”