Partner og toprådgiver i PA-bureauet Rud Pedersen, Sune Steffen Hansen, er blevet hjemsendt fra sit arbejde efter pres fra en særlig rådgiver i Statsministeriet. Det skriver Ekstra Bladet og BT baseret på samtaler med flere anonyme kilder.

Statsministeriet nægter at udlevere den SMS, der er sendt mellem den særlige rådgiver og Rud Pedersen til medierne. I afvisningen af aktindsigtsanmodningen skriver Statsministeriet, at den ikke kan udleveres, da den er “formløs”. Men Statsministeriet skriver i aktindsigten følgende til Ekstra Bladet:

”Statsministeriet bemærker, at ministeriet er bekendt med, at en særlig rådgiver i ministeriet har sendt en sms-besked til en ansat i Rud Pedersen angående den pågældende artikel,” skriver Statsministeriet ifølge mediet.

Rud Pedersen rådgiveren Sune Steffen Hansen har selv en fortid som rådgiver i Socialdemokratiet. Hjemsendelsen af ham kommer, efter han har udtalt sig kritisk om Socialdemokratiet i en artikel i Jyllands-Posten.

Her vurderede han, at statsminister Mette Frederiksens kritik af danskernes arbejdsvilje har været et vildskud fra regeringspartiet, fordi man taber den lavere danske middelklasse.

“Jeg begynder at få sværere og sværere ved at tro, at det kan vendes hos denne gruppe,” siger rådgiveren i artiklen.

BT har forsøgt at få kommentarer fra både Morten Rud Pedersen, der er stifter af Rud Pedersen, og Sune Steffen Hansen, men ingen er vendt tilbage, skriver mediet. Jens Hjorth Larsen, der er adm. direktør og partner i Rud Pedersen, har ifølge Ekstra Bladet ingen kommentarer til sagen.

Markedsføring har rakt ud til Sune Steffen Hansen for en kommentar. Han er ikke vendt tilbage på mediets henvendelse.