Liberal Alliance har siden den 12. maj kastet klart flest penge efter annoncer på Facebook af de danske partier op til det kommende EU-valg.
Det viser en opgørelse lavet af politiskannoncering.dk, som løbende tracker de danske partiers annonceforbrug på Facebook.
I alt har Liberal Alliance brugt lige knap 250.000 kroner på Facebook-annoncer fra den 12. til den 26. maj.
Nummer to på listen er Venstre, der har brugt 133.000 kroner. Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne har dernæst hver især brugt 104.000 kroner.
Det er særligt fra den 17. maj og frem, at Liberal Alliance virkelig har skruet op for Facebook-annonceringen. Her er man gået fra at bruge under 5.000 kroner på Facebook-annoncer om dagen til at ligge på over 30.000 kroner i annoncekøb hver dag.
I bunden af listen finder man Alternativet, der har brugt godt 1.000 kroner på Facebook-annoncer frem til den 26. maj i valgkampen. Også Dansk Folkeparti ligger lavt på listen med et forbrug på 11.500 kroner.
I alt har de politiske partier købt Facebook-annoncer for 869.000 kroner fra 12. til 26. maj.
EU-valget bliver i Danmark afholdt søndag den 9. juni.
Liberal Alliance brugte også mange penge på Facebook-annoncer under Folketingsvalget i 2022. Her købte LA Facebook-annoncer for 3,2 mio. kr. Her blev man dog overgået af både Konservative og Venstre, der købte annoncer for henholdsvis 3,7 og 3,3 mio. kr.
Liberal Alliances kampagne under Folketingsvalget i 2022 fik desuden en stribe kommunikatører og kreative til at udpege dem som det parti, der havde lavet valgets bedste politiske kampagne.