Et stort bettingfirma reklamerer ifølge professor i markedsføringsret, Jan Trzaskowski, potentielt ulovligt i Danmark. Det skriver DR.

Bettingfirmaet 1XBet har ikke tilladelse til at operere i Danmark. Og dermed er det også ulovligt for firmaet at reklamere på dansk grund. Men 1XBet er samtidig hovedsponsor for verdens største Counter-Strike-turnering, Majoren, der i disse dage bliver afholdt i København.

Her er reklamer fra 1XBet hængt op på Crown Plaza, hvor turneringens indlendende runder bliver spillet, ligesom reklamerne også bliver vist i livestreams på Youtube, Twitch og Facebook.

“Der er rigtig gode argumenter for, at der foreligger en overtrædelse af den danske lovgivning her, da det er mere end en ultraprivat forsamling, som har adgang til det her, og at aktiviteten også er rettet mod seere i Danmark, samt at det fører op til noget, der også skal foregå i Danmark,” siger professor ved CBS og Alborg Universitet, Jan Trzaskowski, til DR.

DR har forsøgt at få en kommentar fra 1XBet og PGL, der står bag turneringen, men de er ikke vendt tilbage.