Hvordan beskriver man bedst egenskaberne ved et produkt, der opgraderer en gamers fordele i et computerspil?
Ifølge bureauet & Co. / NoA ved at lade en NPC – en non-player character, altså en figur i spillet, der ikke er styret af spillerne – miste besindelsen over selvsamme produkt.
Og det er netop, hvad der sker i en ny kampagne fra det danske audio-brand Epos, som skal promovere et nyt headset, der ifølge virksomheden giver ’bedre gaming-lyd, der sikrer optimale forhold for hjernen’.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Godt for gamerne, men omvendt også en svært dårlig nyhed for de mange non-player characters, der nu på grund af de forbedrede forhold for gamerne må finde sig i at blive ’slået ihjel’ endnu flere gange.
“Gamere opgraderer på alle områder, hvor de kan opnå en fordel. ’Epos BrainAdapt’ handler om at fintune din gamingoplevelse og overgå modstanderne, inklusive dem der kontrolleres af computeren,” siger Art Director Jeppe Hansen fra &Co. / NoA om den kreative idé bag kampagnen.
Han tilføjer:
”Og som med alt andet, der forbedrer en gamers præstationer, så er det ’mobs’ og ’creeps’ som rammes hårdest. Målet var derfor at finde en repræsentant for NPC-communitiet og høre, hvad de har at sige om ’Epos BrainAdapt’.”
“Et twist af absurd komedie“
Kampagnefilmen, som går live i dag, blev vist for første – og indtil nu eneste – gang under Blast Fall Final i Royal Arena for et par uger siden.
Ud over NPC-referencen henter filmen desuden inspiration fra popkulturens meme-verden, hvor ’Karen’, der vil ’tale med chefen’ er velkendt.
”Som en der har arbejdet i spilindustrien og brugt meget tid på selv at game, var dette projekt en stor fornøjelse at arbejde med. Jeg er en stor fan af især karakterdesign til spil, så det var sjovt at udarbejde ”Karen”-stereotypens udseende i manuskriptets ”NPC træder ud i den rigtige verden”-scenarie,” siger instruktør Bertil Vorre, i meddelelsen og tilføjer:
”Stakkels Karen har gennemgået meget i sit liv og er blevet dræbt gentagne gange af ubetænksomme gamere. Det føltes som om, hun havde brug for den ekstra dråbe af opbygget frustration, som vi formåede at vise gennem vild makeup, visuelle effekter og et twist af absurd komedie.”
Director of Brand Management & Global Gaming Marketing hos Epos, Maja Frølunde Sand-Grimnitz, siger i meddelelsen, at man er ’bevidste om, at det er et meget teknisk emne at formidle i dagens medielandskab’.
”Vi håber, at filmen vil skille sig ud og vil vække en nysgerrighed blandt vores community såvel som en lyst til at vide mere. I sidste ende er vores ultimative mål at hjælpe med at facilitere og deltage i samtalen om, hvordan god lyd kan forbedre din gamingoplevelse.”
Se filmen der er produceret af New Land, med Bertil Vorre som instruktør.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger