Kommunikations og PA-bureauet Ulveman & Børsting forfremmer partner til ny CEO og opretter en ny direktion.

Det skriver bureauet i en pressemeddelelse.

Partner Andreas Thyrring træder ind i rollen som CEO for bureauet, imens han får støtte af en ny direktion, der også er fundet internt, på i alt fem personer udover den nye direktør.

Udover Andreas Thyrring bliver Mads Ringgaard vicedirektør, Christina Thomsen Bamdej bliver CCO, Joachim Malvær Lauritsen og Andrea Philipsen bliver partnere og Silvia Fontana bliver COO.

”Vores nye organisering er et vigtigt skridt på vejen til at fastholde den position, vi har opbygget gennem de seneste 10 år: En lille gigant, som er dansk og internationalt erhvervslivs førende C-level advisory-firma inden for strategisk kommunikation, krisekommunikation og public affairs. Det er en helt særlig position i markedet, som vi skal værne om,” udtaler Andreas Thyrring, den nye CEO hos Ulveman & Børsting, i pressemeddelelsen.

Bureauet er stiftet af de to tidligere toprådgivere på Christiansborg, Michael Ulveman og Mikael Børsting, for 10 år siden. De er stadig ejere af bureauet og ledende partnere.