Vinderne ved ungdomskonkurrencen Our Sustainable Future er fundet, og i alt ni unge talenter kunne fredag formiddag, den 19. april, gå på scenen i Grand Teateret i København og modtage hyldesten.

Konkurrencen, som Creative Circle har etableret, afholdes i år for fjerde år i træk, og i år var den udvidet til ikke kun at være en filmkonkurrence som hidtil, men også en printkonkurrence.

Vinderfilmen ”Pet Fish Tale” er skabt af fire talenter fra Reklamelinjen, Ellen Ejdesgaard, Kirk Nikolaj Kromann, Zander Brøgger og Caspar Wildner.

I printkonkurrencen havde juryen peget på fire posters.

  • ”Hug” skabt af Pernille Madsen fra Skolen for Visuel Kommunikation
  • ”Fredsduen”, skabt af Ingrid Clara Nielsen fra DMJX – Grafisk Design
  • ”The writing is on the wall” skabt af Laura Havlit fra Reklamelinjen og
  • ”Soldiers playing” skabt af Mikkel Skotte og Ingeborg Zakarias fra DMJX – KK.

Dorte Nielsen, formand for Creative Circle, er meget begejstret for årets høst:

“Stort tillykke til vinderne af Our Sustainable Future, der har brugt deres kreativitet til at gøre en forskel. Originalitet, spændende eksekveringer, dramatisk og inspirende indhold kendetegner årets vindere. Kæmpe tillykke og stor tak til dem,” skriver hun i en kommentar på sms til Markedsføring.

Ellen Ejdesgaard, Kirk Nikolaj Kromann, Zander Brøgger og Caspar Wildner fra Reklamelinjen på scenen for at modtage hæder for deres vinderfilm "Pet Fish Tale". Foto: Dorte Nielsen

Plakat-design for International Fredsdag

Konkurrencen, som Creative Circle har etableret, afholdes i år for fjerde år i træk.

I år var den udvidet til ikke kun at være en filmkonkurrence som hidtil, men også en poster-konkurrence.

Filmbriefen var den samme som de foregående år: ’Skab en film på 60 sekunder, der kan ændre verden’, mens printbriefen lød: ’Skab en A1 fredsplakat for “International Day of Peace”, den 21. september’.

Konkurrencen Our Sustainable Future afholdes i forbindelse med FN’s Internationale dag for Kreativitet og Innovation, der falder på den 21. april.

Den henvender sig til unge under 30 og studerende på videregående uddannelsesinstitutioner.

De første to år havde konkurrencen den samme vinder: Christian Skjøtt, der det seneste par år har været Senior Art Director på Pong.

Hans første vinderfilm ”End-Of-The-World-Credits” blev i 2021 vist på et af verdens mest berømte reklame-udstillingsvinduer: Kæmpe-billboardet på Times Square i New York. 

Sidste år gik prisen til Nathja Mikkelsen, der er uddannet på Skolen for Visuel Kommunikation, for filmen med titlen ”Diaries Throughout the Decades”.

Dette års vinderfilm ”Pet Fish Tale” kan du se herunder – efterfulgt af de fire vinderplakater.

Fredsduen – Ingrid Clara Nielsen – DMJX Grafisk Design
Soldiers playing – Mikkel Skotte og Ingeborg Zakarias – DMJX KK.
Kram – Pernille Madsen – Skolen for Visuel Kommunikation
The writing is on the wall – Laura Havlit – Reklamelinjen