Unisport blev den første danske vinder af den nye nordiske pris YouTube Works Award. Den danske fodboldshop løb med hovedprisen og to andre priser til arrangementet, der blev afholdt i Sverige.

Det oplyser Google, der ejer YouTube, i en mail til Markedsføring.

YouTube-prisfestens Grand Prix tildeles den mest effektive, kreative, innovative og datadrevne kampagne, der direkte kan linkes til øget salg. Derudover vandt Unisport også i “Brands as Creators” og “Masterful Media Planning”. Alt sammen for kampagnen “4 Million Subscribers can’t be wrong?”.

Fra den danske juryformand Mette Hørdum, CEO, partner og Creative Strategist hos reklamebureauet Pong, lyder det:

“At bygge et community med fire millioner abonnenter og med enkelte videoer at nå hele 35 millioner organiske visninger er ganske enkelt utroligt imponerende. Det viser, at Unisport mestrer alle aspekter af YouTube-økosystemet, og at de står stærkt i konkurrencen med andre om deres målgruppes opmærksomhed og tid.”

Hidtil har YouTube Works Awards i Norden været en ren svensk pris, men for første gang var den i år udvidet til at inkludere hele Norden — og dermed også Danmark.

”Danmark er i dén grad kommet flyvende fra start. Norden er jo kendt for stor kreativitet, og derfor var der også mange stærke bud i puljen, og konkurrencen var hård. Unisport har virkelig formået at udnytte de mange muligheder, som YouTube tilbyder annoncører til at skabe en meget overbevisende kampagne, som virkelig er nået ud til folk. Det er der grund til at hylde og være stolt af,” siger Bianca Bruhn, der er Googles danske landechef.

Markedsføring har tidligere beskrevet Unisports vej til de fire millioner følgere på Youtube. Det kan du læse om her.