Det går godt for det digitale bureau og e-handelshus Vertica, der netop har offentliggjort nyt regnskab.

Tallene viser, at bureauet har øget sin omsætning med 12 procent, så den samlet set lander på 147 millioner kroner for seneste regnskabsår, der løber fra 1. oktober til 30. september. 

Samtidigt lykkes man med at fastholde nogenlunde status quo på resultatet før skat, det lander på 11,2 millioner kroner mod 11,4 millioner kroner året før.

Bureauet forklarer i en pressemeddelelse selv tallene med ”tillidsfulde kunderelationer og opprioritering af e-commerce hos virksomhederne”.

Men der er heller ingen tvivl om, lyder det i meddelelsen fra Verticas direktør, Jeppe Hansen, at ”usikkerheden i verden og markedet påvirker investeringsvilligheden hos virksomhederne”.

”Det mærker vi også, og derfor er vi også ekstra glade for at ende ud med et fint årsresultat i en tid, der er udfordrende for mange bureauer. Vi oplever, at vores langvarige og tillidsfulde kunderelationer bærer os langt i sådanne perioder,” udtaler han i meddelelsen.

20 nye kollegaer er kommet til

Jeppe Hansen mener også, at bureauets ”meget lille medarbejderomsætning i en branche, som er præget af hyppige udskiftninger” spiller ind. 

”Så ved kunderne, at det team de arbejder sammen med i dag, også er det team, de arbejder sammen med i morgen, og det sætter de pris på i en turbulent tid,” lyder det fra Vertica-direktøren.

Gennem året er Vertica vækstet med omkring 20 kollegaer, så man nu er 152 ansatte på tværs af kontorerne i Aarhus og København, ligesom bureauet i perioden også har vundet nye kunder – herunder blandt andet Norlys, Sport24 og REMA Distribution.

Vertica vandt i øvrigt sidste år Guldprisen ved E-handelsprisen for sit arbejde med Hørkram, og ifølge Jeppe Hansen fylder netop e-commerce mere og mere i kundernes strategi og prioritering.

”Det er naturligvis til vores fordel, for e-commerce er fortsat vores absolutte spidskompetence. Det viste sig også på pris-fronten i år, hvor vores kunder tog hele 6 statuetter med hjem fra E-handelsprisen, hvilket var ny rekord for os. Så det er vi selvfølgelig stolte af, ligesom vi er stolte af at have etableret en række nye, spændende samarbejder, som vi glæder os til at få endnu mere gang i her i 2025”.