Heine Jørgensen, der er tidligere Mediabrands Danmark-CEO og VP Nordics hos Adform, bliver ny kommerciel direktør i Publicis’ danske forretning.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Heine Jørgensen vil i sin ny rolle ”spille en central rolle i at styrke og videreudvikle bureauets kommercielle strategi i Danmark”, hedder det i meddelelsen.

“Heine har igennem hele sin karriere demonstreret en stærk evne til at drive vækst, udvikle strategier og skabe solide resultater inden for ledelse, forretningsudvikling og salg,” udtaler Lars Anthonisen, adm. direktør for Publicis Groupe Danmark, som ser frem til at byde Heine Jørgensen velkommen:

”Hans dybe forståelse for markedets udvikling og kundernes behov, kombineret med hans erfaring fra centrale lederroller inden for medier, teknologi og kommunikation, gør ham til et perfekt match i forhold til at realisere vores vækstambitioner.”

Bringer nye perspektiver med

Heine Jørgensen er en erfaren profil i branchen, hvor han for år tilbage tilbragte 10 år hos MEC, der i dag er en del af Wavemaker/GroupM. De sidste fire som COO på buraeuet.

Siden gik turen til Mediabrands, hvor han var i fem år, heraf tre år som CEO i IUM, siden CEO i Mediabrands Danmark.

I efteråret 2021 kom han til Adform, hvor han var VP Nordics og stod i spidsen for den kommercielle organisation på tværs af fire markeder, indtil han i sommeren 2023 kom til Aller Media Group. Først som CEO i Allers bureauenhed Ahead, hvor han var managing director for OTW og Heartbeats. Siden som CSO i Aller Media Danmark.

Og han ser frem til de nye udfordringer.

“Efter nogle spændende år på både tech- og publisher-siden har jeg nye perspektiver på, hvordan bureauer skaber værdi i værdikæden mellem brands og forbrugere,” udtaler han i meddelelsen og tilføjer:

”Publicis Groupe har de seneste år imponeret med deres innovative tilgang – ikke mindst gennem Power of One-strukturen og udviklingen af Marcel, som er AI kurateret vidensdeling mellem alle ansatte. Jeg glæder mig til at videreudvikle og vækste Publicis Groupe i Danmark.”