Jakob Frimann Sørensen er tilbage som chef for Viaplays danske reklamesalgsforretning.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Jakob Frimann Sørensen forfremmes til senior vice president og overtager lederskabet i en ny organisationsstruktur for reklamesalget. 

Dermed vender han tilbage til den afdeling, som i store dele af hans 23-årige karriere hos Viaplay har været hans faste hjemmebane. Her har han tidligere været head of ad sales i Danmark, nordic head of sport, og senest VP i Business Development. 

Lars Bo Jeppesen, EVP og CEO for Viaplay Danmark, siger i meddelelsen om ansættelsen:

“Jakob realiserer sine idéer og skaber målbare resultater. Med hans store forståelse for produktet samt et solidt netværk i branchen, er han det oplagte valg til at lede reklamesalget.”

Selv udtaler Jakob Frimann Sørensen i meddelelsen:

“Det er en branche i rivende udvikling, og det tiltaler mig enormt. Fremdrift og innovation ligger i vores DNA, og jeg glæder mig til at bidrage med konkrete resultater i et omskifteligt annoncemarked.”

Jakob Frimann Sørensen afløser Lars Mossing, der fratræder sin stilling med udgangen af juli 2025. 

I forbindelse med ændringerne oplyser Viaplay, at man samtidig har ansat Søren Nielsen, der pr. 1. juni tiltræder som VP digital ad sales. Han får ansvaret for at drive den digitale vækstrejse på reklamesalgsområdet.

Han kommer med erfaring fra både tech- og reklamebranchen, bl.a. fra arbejde for Google og YouTube samt OMD og det tidligere Vizeum.