Allan Askov Christoffersen er ny chef for marketing og partnerskaber hos VisitNordsjælland.
Det skriver organisationen, der står for turismeindsatsen i Fredensborg, Gribskov, Halsnæs og Hillerød kommuner, i en pressemeddelelse.
Tidligere har Allan Askov Christoffersen været direktør for medier og brandaktivering hos rejsesøgesiderne Momondo og Kayak.
Nu skal han ifølge meddelelsen bruge sin viden og sit netværk til at tiltrække flere gæster til Nordsjælland – hele året rundt.
”Som nordsjællænder er det en stor glæde at kunne være med til at fortælle om alt det, vi har at byde på her i området. Vi har nogle helt særlige oplevelser og steder, der fortjener at blive opdaget af endnu flere,” siger han i meddelelsen.
Nordsjælland på verdenskortet
Allan Askov Christoffersen kommer til at står i spidsen for VisitNordsjællands indsats for at synliggøre og øge kendskabsgraden til Nordsjælland.
Både blandt danskere og internationalt.
”Jeg tror på, at stærk storytelling og engagerende indhold kan inspirere folk til at rejse, og at langsigtede, værdibaserede partnerskaber er nøglen til at skabe bæredygtig vækst for en destination,” siger han.
Udover at bestride sin nye rolle som marketingchef er Allan Askov Christoffersen også bestyrelsesformand i den nordsjællandske basketballklub Hørsholm 79ers.