Der er indtil flere danske vinderchancer ved årets Webby Awards – ofte kaldet “the Oscars of the Internet”.

Et kig på oversigten over de shortlistede afslører, at især Framna, det tidligere Shape, og Hello Monday, der i dag er en del af Dept, markerer sig. Men også Worth Your While, Marketsquare og Norgram vil lege med i år.

Flest vinderchancer har Framna og Hello Monday, der har hver syv finalepladser. 

Framna er således klar til finalen med cases for henholdsvis Corti, Easy Toys, Asset Rail, Solar, Teena (to styk) og SJ (Svenske Jernbaner, red.).

Hello Monday/ Dept har fire finalepladser med casen ’Signs’ for Nvidia og American Society for Deaf Children, der lige nu også er i spil ved DDA, hvortil kommer finalepladser for Strava, Google IO Demo’s og Sesame Grief Project.

Worth Your While har to finalepladser for henholdsvis Carlsbergs tatoverings-kampagne og tiger-kampagnen ’Ray the Rug’.

Og endelig har Marketsquare en finaleplads for PensumGPT for Dansklærerforeningen, ligesom Norgram er med for finansplatformen Reown.

Kun omkring otte procent går videre

Webby Awards uddeles af International Academy of Digital Arts and Sciences (IADAS) – i år for 29. gang – og hylder det bedste inden for websites, apps, video, reklame og sociale medier.

I første omgang bliver de indsendte cases delt op i henholdsvis nominees, hvilket betyder, at man er videre til finalen, og honorees, en hædrende omtale, som dog ikke giver adgang til finalen.

Ifølge arrangørerne indsendes typisk omkring 13.000 cases fra over 70 lande, og officielle beregninger fra The Webby Awards siger, at kun mellem 15 og 18 procent af indsendelserne får titel af honoree.  

Blot otte procent bliver nominees.

Ud over juryens priser, er det også muligt at vinde en People’s Choice Award i de forskellige kategorier, og dem kan alle stemme på.

Du kan bladre rundt mellem alle årets nominerede og hædrende omtaler på Webby hjemmeside – og der er mange af dem, så vi beder på forhånd om forladelse, hvis vi har overset danske arbejder. Skriv til os – så tilføjer vi.

Vinderne offentliggøres den 22. april, og priserne uddeles i New York den 12. maj.