Wolt og s360 lancerer kampagnen “Lige ved hånden” på fem markeder – Danmark, Island, Estland, Letland og Litauen.

Det oplyser bureau og kunde i en pressemeddelelse,

Kampagnen bygger på indsigter fra fem markeder og er ifølge parterne ”skabt til at få folk til at stoppe op – både i feedet og i gadebilledet”.

Det kreative greb handler om at gøre Wolts funktionelle fordel helt konkret: Dagligvarer, der nærmest hældes direkte ud af mobilen. 

Gennem brandfilm og visuelt indhold på TV, streaming, sociale medier og outdoor placerer  appen sig på den måde nærmest som et lille supermarked i lommen. 

“Det handler om at gøre noget komplekst – on-demand-teknologi – til noget, alle kan relatere til. En pakke spaghetti, der hældes direkte ud af mobilen, mens du laver aftensmad – mere bogstaveligt bliver vores USP’er ikke. Pointen er klar, uanset om du er i København, Reykjavik eller Tallinn,” udtaler Niels Klevin, der er marketing manager i Region North i Wolt, i meddelelsen.

AI har spillet en central rolle i at skabe kampagnens visuelle udtryk, oplyses det, og det er bureauet s360, der står bag den kreative strategi og produktionen af over 1.100 assets.

“Branding i detail kræver, at man tør eje sine funktionelle fordele. Wolt vil være det oplagte valg, når man handler dagligvarer online. Med det her univers kan vi fortælle den historie på en måde, der fanger øjet og får folk til at stoppe op,” siger Peter Ishøy-Rasmussen, der er senior director på s360.

Se to af de korte kampagnefilm herunder.