Alexander Geisler er i dag blevet ansat i en ny stilling som CRO (chief renevue officer, red.) hos E-conomic.
Det skriver E-conomic, der er ejet af Visma Group, i en pressemeddelelse.
32-årige Alexander Geisler kommer fra en stilling som marketing director i samme virksomhed.
Under Alexander Geisler lægger administrerende direktør Karina Wellendorph de to afdelinger, Salg og Marketing – og begge afdelinger skal ifølge meddelelsen fra i dag rapportere til deres nye leder.
Om baggrunden for Alexander Geislers, der har været i E-conomic i syv år, siger Karina Wellendorph:
“Han kender vores virksomhed og kunderne ud og ind, og han har spillet en betydelig rolle i vores vækst og succes. Han har også demonstreret sin evne til at bringe mennesker sammen og få samarbejde til at fungere i praksis.”
”Ser et kæmpe potentiale”
Alexander Geisler blev ansat som Visma management trainee i 2018.
Men allerede i starten af 2020 fik han ifølge meddelelsen sin første lederstilling i E-conomic, og i 2024 blev han forfremmet til director of marketing.
Han ser frem til nu at lede både marketing og salgsafdelingen hos E-conomic.
”Vi har i E-conomic et kæmpe ansvar, da vi supporterer over 250.000 danske virksomheder med at drive deres forretning gennem vores regnskabsplatform. Jeg går derfor meget ydmygt til opgaven, og jeg ser et kæmpe potentiale i at binde de to afdelinger endnu tættere sammen,” siger Alexander Geisler.