Det knapt otte år gamle aalborgensiske reklamebureau Gotcha har som flere andre i branchen været igennem et hårdt år. Bureauets seneste årsregnskab viser da også røde tal på bundlinjen og egenkapitalen.

”Vi oplevede, som mange andre i branchen, nedgang i markedet. Det hænger sammen med en tilspidset verdenssituation og de tilhørende kriser, som naturligvis påvirkede markedsmekanismerne og dermed aktivitetsniveauet,” skriver Gotcha-direktør Rasmus Brostrøm på mail til Markedsføring.

Han uddyber, at også andre ting har spillet ind:

”En anden medvirkende årsag har været to bekostelige, men strategisk vigtige og længerevarende projekter, som krævede en større investering fra vores side end først antaget. Det har påvirket vores seneste to årsregnskaber i negativ retning. Uanfægtet dette har vi bevidst holdt fast i vores udviklingsstrategi og foretaget markante investeringer i vores bureauprofil, forretningsgange og -systemer samt organisering. Den slags koster på den korte bane.”

Men, skriver direktøren også i sin mail, den røde bundlinje og negative egenkapital er allerede vendt.

Stålfast i strategien

Gotchas årsregnskab, der løber fra 1. oktober 2022 til 30. september 2023, viser et fald i bruttofortjenesten på knapt to millioner kroner sammenlignet med året før. Samtidig lander resultatet før skat på minus 1,9 millioner kroner mod minus 1,4 millioner kroner året før.

Rasmus Brostrøm understreger dog, at bureauet godt halvvejs inde i det nye regnskabsår kan se markante forbedringer i forretningen.

”Vi kan allerede nu høste frugterne af de investeringer, som også viser sig i vores netop afsluttede halvårsregnskab. Her præsterer vi faktisk det til dato bedste resultat i bureauets historie. Så den pessimisme, I leder efter, har vi svært ved at finde,” skriver han.

Gotchas egenkapital er ifølge årsregnskabet på minus 1,18 millioner kroner. Året før lå egenkapitalen lige over 300.000 kroner.

Om den negative egenkapital skriver Rasmus Brostrøm:

”Vores egenkapital er allerede positiv igen. Det skyldes til dels, at Heidi Lüdeking Kaalund er indtrådt som ny aktionær i selskabet – kombineret med det meget positive resultat i første halvår.”

”Det tegner virkelig lovende”

Har I været nødt til at afskedige medarbejdere i løbet af regnskabsåret?

”Vi har både afskediget og ansat medarbejdere i perioden. Det er en helt naturlig del af at drive forretning og løbende tilpasse organisationen. Det skyldes primært en justering af bureauets ydelser, som naturligvis også hænger sammen med nedgangen i aktivitetsniveauet. Igen – så ser vi allerede nu, at de tilpasninger giver pote.”

Hvordan forventer I, at indeværende år kommer til at se ud?

”Som allerede nævnt, så realiserer vi det bedste halvårsregnskab for 23/24 i bureauets levetid. Så det tegner virkelig lovende, og vi forventer derfor et meget positivt resultat for det igangværende regnskabsår.”

Frygter I for, om virksomheden kan overleve?

”Det var da et dramatisk spørgsmål. Nej – selvfølgelig gør vi ikke det. Det er altid sjovere at lave sorte tal på bunden – det gør vi heldigvis igen nu takket være højt aktivitetsniveau og kundetilgang.” 

Gotcha blev stiftet i maj 2016 og beskæftiger i dag knapt 30 medarbejdere.