Performance marketing-branchen er efter flere guldrandede år stagneret og ramt af identitetskrise. Det kunne mediet Markedsføring tegne et billede af i starten af året.
Adskillige kriser og kunder, der sad på pengene, betød, at flere performance bureauers bundlinjer var udfordret.
Sektorens første regnskaber tyder på, at udfordringerne fortsat er til stede. Senest har bureauet Mighty Monday præsenteret deres regnskab for sidste år, og mens bruttofortjenesten er steget ned cirka tre millioner kroner, er bundlinjen gået fra 2,38 mio. kr. i 2022 til minus 1,3 mio. kr i 2023.
Mighty Mondays regnskab
2022-tal er i parentes.
Bruttofortjeneste: 14,5 mio. kr. (11,6 mio. kr.)
Resultat før skat: -1,3 mio. kr. (2,38 mio. kr.)
Personaleomkostninger: 15,5 mio. kr. (9,2 mio. kr.)
Kilde: CVR
“Underskuddet skyldes bevidste investeringer i fremtidig kvalitet og innovation. Vi købte blandt andet Wildfire Creative, fordi vi tror på, at content er vigtigere end nogensinde. Algoritmerne bliver dygtigere, bedre og skarpere, og derfor er det vigtigt for os at lave noget fedt og originalt indhold,” siger CEO, Anders Hviid, til Markedsføring og tilføjer:
“Men den satsning har ikke været billig. Kombineret med vores sats på nye, større lokaler og investeringer i vores medarbejdere gør det, at vi kommer ud med et underskud.”
Har ikke været for aggressive
I januar fortalte Mighty Monday da også, at de ikke forventede en flatterende bundlinje. De havde valgt at investere hver en krone i en fremtid, hvor performance marketing ikke kan stå alene, men skal krydres med kreativitet.
Men, siger Anders Hviid, de havde forventet at ramme et nul på bunden.
“Det blev ikke som forventet, men vi har til gengæld nået vores target i forhold til toplinjen, og det er ganske flot,” siger bureauets CEO.
Anders Hviid fortæller samtidig, at markedet stadig er udfordret, at der er færre projekter end tidligere, aftalerne er kortere og kunderne stadig holder på pengene.
Har I været for aggressive i jeres investeringer?
“Nej, det har vi ikke. Det kræver konstant udvikling at være i branchen, derfor er det heller ikke den sidste investering, vi har i tankerne. Vi vil fortsat være aggressive og udfordre status quo,” siger Anders Hviid og tilføjer:
“Men vi har måske været for optimistiske i troen på, hvor hurtigt nye folk bliver kørt ind. At merge det kreative med performance har ikke været ligetil, og det har taget os længere tid at få de to verdener til at spille sammen, end vi havde forventet.”
Mighty Mondays investeringer i et kreativt bureau tilskrev de i januar, at performancebranchen var i identitetskrise og skulle forandre sig for ikke at uddø.
Dengang sagde daværende partner og medstifter af bureauet, Christian Vestergaard, at det ikke længere var nok at være performanceorienterede. De ville være One Agency og kunne tilbyde en bredere palette af services.
“Det, vi sælger, har ændret sig. Før handlede det om at skabe kunderejser på Meta, Google, mail eller SEO. I dag er det samspillet i det symfoniorkester, og det bliver magisk, når vi indtager den rådgivende rolle. Fremover vil vi være mere konsulent end en maskine, der har et par hænder,” sagde Christian Vestergaard dengang.
Præcisering 5. april, klokken 13:35: Tidligere fremgik det i underrubrikken, at Mighty Monday har røde tal på “blodlinjen”. Det var en stavefejl, og er rettet til det korrekte “bundlinjen”.