Fredag eftermiddag blev en meget overrasket Vivi Kofoed kåret som Årets CMO 2024 af Dansk Markedsføring og Marcher & Markholt i DR Koncerthuset.

Vivi Kofoed er til daglig CMO i Gjensidige, som hun med sit arbejde har rykket til et af de største forsikringsselskaber i Danmark.

Og det var en meget lykkelig og meget overrasket Vivi Kofoed, der fik overrakt prisen.

”Det føles godt. Men det er også lidt overraskende. Og det var sjovt, og jeg blev ikke genert – og jeg fik nogle meget flotte ord oppe på scenen,” siger hun.

Ja, du virkede oprigtig talt meget overrasket. Hvorfor kom det som så stor en overraskelse, at det var dig, der blev valgt? 

”Jeg er jo ikke overrasket over, at jeg har gode mennesker ude hos mig. Og jeg bliver lige imponeret over dem hver dag. Så på den måde burde jeg jo ikke blive overrasket. Jeg tror bare ikke, det ligger til mig at sætte mig selv i fokus på denne måde. Så på den måde kom det som en overraskelse, fordi jeg sad og ventede på, at de sagde et af de andre navne.”

Havde du end ikke forberedt en papirlap med lidt takketale?

”Nej, ingen takketale. Intet papir. Ingenting. Jeg havde ingen forventninger, kun forventninger til en hyggelig aften med fagfolk. Men ingen forventninger til at jeg skulle vinde.”

Er der typisk dig at gå ind til ting uden forventninger? 

”Jeg sætter ikke mit ego sådan i spil. Det er vigtigere for mig at have en agenda at holde fokus på. Det er det, jeg har sammen med mine folk.”

Men hvordan er det så at vinde, nu hvor det alligevel sker? 

“Det er fedt, og jeg har en del folk, som jeg skal have fortalt til, at jeg overhovedet er her. For jeg er egentlig bare kommet her helt for mig selv. Men nu ville jeg egentlig gerne have haft, at mit hold var her, så jeg kunne takke dem.”

Så kom du jo på scenen helt uforberedt. Er der noget, som du ikke fik sagt på scenen, som du gerne vil have chancen til at sige nu, hvor du lige har haft tid til at lade sejren bundfælde sig? 

“Det allervigtigst for mig er, at jeg ikke ser det som en pris til Årets CMO, men en pris til Årets CMO’s. Så denne her fine pris går til alle mine gode folk, som kæmper hver dag for at gøre en forskel. Jeg har faktisk tænk mig at få dem alle til at skrive deres navne på det her medfølgende diplom inden jeg hænger det op.”

Nu har du hørt og høstet en masse fine roser for dine præstationer og den person i dag. Er der noget, du særligt har fæstnet dig ved af det, der er blevet sagt? 

“Jeg er vant til at kaste bolden langt, og så er det måske ikke lige, at man bliver forstået på en dag som i dag. Så jeg er positivt overrasket over, at juryen sådan virkelig forstod, hvad det er, vi prøver at skabe i Gjensidige.”

Hvad driver dig stærkest i dit virke som CMO?

“Jeg gør det jeg gør, fordi jeg gerne vil give håb til dem, der har mistet det. Det kan både være folk, der arbejder hos mig, der kan komme i tvivl om deres skills. Dem vil jeg gerne sætte i spil på en god måde, så jeg giver dem håb og muligheder. Og så vil jeg også gerne give håb til alle dem, der står med håret i postkassen, fordi de har haft en forsikringsskade.”