Det aarhusianske design- og digitalbureau Aidgency begærede i august konkurs. Det fremgår af Statstidende og bekræftes af bureauets ejer og administrerende direktør, Stig Pedersen.

“Det skyldes en nedgang i omsætningen. Kunderne har klappet kassen i. Det er et spørgsmål om, at konjunkturerne og krisen betyder, at kunderne bruger færre penge,” siger Stig Pedersen til Markedsføring.

I bureauets seneste regnskab fremgår det, at de fra 2021 til 2022 er gået fra et resultat før skat på over en halv million kroner til et underskud på 50.000 kroner. I samme periode skrumpede bruttofortjenesten fra 7,4 millioner til 4,7 millioner kroner. 

Af regnskabet fremgår det ligeledes, at Aidgency har over 1,5 millioner kroner i kort- og langfristede gældsforpligtelser.

Stig Pedersen vil ikke selv uddybe, hvem bureauet skylder penge. Men kurator i konkursboet, advokat Claus Nielsen, fortæller til Markedsføring, at der skyldes penge til coronalån, feriepenge og andre udeståender.

“Der har været en dårlig drift og for meget gæld. Vi er ved at afklare, om der er effekter, der kan sælges. Det kan eksempelvis være kontrakter med kunder,” siger Claus Nielsen.

Advokaten har dog endnu ikke det fulde overblik over, hvad der skyldes, da der stadig er mulighed for at gøre krav.

Stifter ny virksomhed

I maj 2023 stiftede Stig Pedersen virksomheden Brand Makers. Han vil dog ikke svare på, hvorvidt han kommer til at lave det samme som i Aidgency.

Du har startet et nyt firma. Kommer det til at lave det samme?

“Det har jeg ingen kommentarer til. Det er bare et lille firma.”

Hvad med de leverandører I efterlader i kølvandet. Hvad tænker du om dem?

“Det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Det handler om konjunkturer og corona.”

Ifølge det konkursramte bureaus årsrapport, var der i 2022 ni ansatte i virksomheden.

Følger Aidgencys ansatte med dig over i din nye virksomhed?

“Det er en træls situation, så det vil jeg ikke kommentere.”