Ann-Louise Rosen og Camilla Grove Pelle, CEO’er i bureauet Advance, har offentliggjort deres tredje årsregnskab, efter de i januar 2022 overtog ledelsen.
Det oplyser de i en mail til Markedsføring, hvor Camilla Grove Pelle opsummerer regnskabsåret som følger:
“Det har været et år med opbremsning i markedet, men som vores regnskab viser, har vi alligevel formået at holde kursen, og lander solidt på benene.”
Nøgletal for Advance 2023/ 2024
Tal i millioner kroner – foregående års tal i parentes
- Nettoomsætning: 79,8. (86,3)
- Bruttofortjeneste: 49,5 (57,3)
- Personaleomkostninger: -42,9 (-43,3)
- Resultat før skat: 6,0 (13,7)
- Årets resultat: 4,7 (10,7)
Kilde: Advance/årsregnskab
Regnskabet viser, at Advance i 2023-2024 leverede et bruttoresultat på 49,5 millioner kroner mod 57,3 millioner kroner året før. Resultatet før skat lander på seks millioner kroner mod 13,7 millioner kroner året før – men det var også bureauets bedste resultat i otte år.
Og trods tilbagegangen er de på Advance godt tilfredse med dette års resultat.
”Vi kom rigtig godt fra start, men oplevede, som mange andre bureauer i branchen, at flere kunder udskød projekter, eller aflyste dem helt. Det er klart, at det får betydning for vores resultat,” lyder det i mailen fra Camilla Grove Pelle, der tilføjer:
”Men vi har haft is i maven, og fastholdt vores medarbejderstab med en klar tro på, at markedet ville rette sig igen. Og det er vi glade for. For vi kan mærke, at vi igen har fået travlt og kunderne har stort fokus på deres kommunikation i markedet.”
Har udvidet med nye kunder
De to co-CEO’s er tilfredse med årets resultat, og de føler sig godt rustet til det kommende år, lyder det i mailen.
”Vi er stolte over, at vi trods oplevet opbremsning har formået at fastholde forretningsomfanget med vores største kunder, og at vi har vundet flere nye kunder. Bl.a. vandt vi By & Havn i offentligt udbud, men har også udvidet porteføljen af internationale kunder inden for Health & MedTech, som vi er rigtige dygtige til,” udtaler Camilla Grove Pelle.
Ann-Louise Rosen understreger, at bureauet trods et udfordrende år har holdt fast i strategien om at ”levere identitet, koncepter og kampagner til virksomheder, der markedsfører sig internationalt”.
Sideløbende har bureauet styrket strategi-kompetencerne i huset, intensiveret samarbejde og engagement i netværket Worldwide Partners – og haft fokus på kulturen.
”Det gode samarbejde og glade medarbejdere, der er engagerede i kunderne og i hinanden, er det, der skaber de bedste løsninger. Og her står vi heldigvis rigtig stærkt hos Advance,” siger Ann-Louise Rosen.
Udvider partnergruppen
Endelig oplyser Advance, at man har udvidet partnergruppen med executive creative director Mads Thorsted Hald, der kom til bureauet i september 2022.
Dermed har bureauet igen en stærk kreativ repræsentant efter at Gavin Mulligan sidste år sagde farvel til Advance.
Artiklen forsætter under billedet.
”Mads har gjort det forrygende. Han er — ud over at være en fantastisk dygtig kreativ — også en dygtig leder med fokus på både det faglige og kulturen. Han har samlet og sat retning for det kreative team og sikret både en høj medarbejdertilfredshed og en høj kvalitet i alt, hvad vi laver,” udtaler Ann-Louise Rosen om baggrunden for udnævnelsen.
Partnergruppen hos Advance består hermed af: Co-CEO’s Ann-Louise Rosen og Camilla Grove Pelle, client service director Jeppe Fonnesbæk, CFO Henrik Hertz og executive creative director Mads Thorsted Hald.
Og forventningerne til det kommende regnskabsår er positive.
”Vi har godt gang i vores forretning igen, og vi er glade for at hele holdet er klar og motiverede. Det bliver et spændende år med masser af nye muligheder for os og vores kunder”, lyder det fra Camilla Grove Pelle.
I dag er 90 procent af Advances opgaver rettet mod udenlandske markeder. For eksempel arbejder bureauet på flere internationale markeder for brands som blandt andre LEGO Group, Coloplast, og WSA Audiology.