Mads Thorsted Hald bliver ny Executive Creative Director hos Advance. 

Det oplyser bureauet i en meddelelse, hvoraf det også fremgår, at den nye ECD træder ind i ledelsesgruppen.

Mads Thorsted Hald har senest været en del af et internationalt startup-miljø med blandt andet virksomheden LastObject. Tidligere var han gennem mange år Digital Creative Director og siden Creative Director og partner hos Kunde & Co. 

”Jeg har glædet mig vildt til at starte på Advance. Det sker på et tidspunkt, hvor jeg føler mig erfaringsmæssig godt klædt på til opgaven og kommer med en kæmpe portion opsparet energi til at stimulere og forme en endnu stærkere kreativ kultur”, siger Mads Thorsted Hald i meddelelsen.

Fem seniorprofiler bliver CD’er

I sit nye job kommer han til at stå i spidsen for Advances kreative afdeling, der i dag rummer 21 medarbejdere, og co-CEO Ann-Louise Rosen ser frem til samarbejdet.

”Vi er utrolig stolte over, at Mads har valgt at stå i spidsen for vores kreative afdeling, og vi ved, at han kan gøre en stor forskel både fagligt og menneskeligt,” siger hun i meddelelsen og tilføjer:

”Han kommer med stærke konceptuelle og digitale kompetencer. Og han er vant til at arbejde med store international brands.”

Advance har også valgt at formalisere det faglige kreative ansvar på bureauets store kunder.

Det betyder blandt andet, at fem af bureauets seniorprofiler – Trudy Follwell, Fergus Kenny, Sune Bjørn samt Chris Lee Ramsden og Michael Sten – får titlen Creative Directors og vil indgå i den kreative ledelse af bureauet.    

Udvider ledelsen til seks 

Ud over ændringerne i den kreative ledelse indtræder Trine Schou, der er Head of Film på bureauet, i bureauets ledelsesgruppe.

Ledelsestemaet består således fremover af: Camilla Grove Pelle, Co-CEO og Head of Client Service, Ann-Louise Rosen, Co-CEO og Head of Insight & Strategy, Henrik Hertz, CFO, Lone Poulsen, COO & Head of Project Management, Mads Thorsted Hald, Executive Creative Director, og Trine Schou, Head of Film.

Partnergruppen på Advance består uændret af Jeppe Fonnesbæk, Gavin Mulligan, Camilla Grove Pelle, Ann-Louise Rosen og Henrik Hertz.  

Advance har blandt andre Lego, Coloplast og Johnson & Johnson på kundelisten. 

Bureauets senest offentliggjorte regnskab, som dækker perioden 1. oktober 2020 til 30. september 2021, udviste et driftsresultat på godt 10 millioner kroner.