Hjerteforeningen har sat gang i, hvad de selv kalder en “ambitiøs kommerciel transformation”, og NGO’en har valgt bureauet Advice til at revitalisere dem.

To af de primære grunde til, at Hjerteforeningen skal have en kommerciel overhaling, er, at de skal være bedre til fundraising og udvikle det digitale økosystem. Det oplyser virksomhedens engagementsdirektør, Thomas Knudsen, i en pressemeddelelse.

“Vi kan se, at udviklingen i befolkningen kalder på mere forskning på hjerteområdet, og netop forskning er noget af det, der kan lede hen til det, vi er sat i verden for: Et liv uden hjertesygdom,” skriver han i en pressemeddelelse, og tilføjer:

”Derudover ser vi en stor forandring hos målgruppen i forhold til deres forventninger og præferencer til involvering, medlemskab, støttemuligheder og convenience igennem digitale platforme. Og sidst, men ikke mindst, trænger vi til at blive endnu tydeligere på, hvad Hjerteforeningen har at byde på i dag og i fremtiden.”

Hjerteforeningen ville anskues på ny

Valget faldt på Advice efter en pitchrunde tidligere på året.

”Det er ikke svært at få øje på Hjerteforeningens purpose og potentiale – og med den intensive proces, vi allerede har haft sammen med det ambitiøse team, så tegner det virkelig lovende. Og så er det jo altid spændende og en smule angstprovokerende, hvordan vi i fællesskab får skabt den magi, som hjertet fortjener”, lyder det fra CCO og partner i Advice, Ralf Lodberg, i meddelelsen.

Ifølge Hjerteforeningen ledte NGO’en efter en samarbejdspartner, der kunne “anskue os på en ny måde, som forhåbentlig vil kunne få hjertet til at banke for hjertesagen hos flere danskere”.

“Vi tror på, at der er et potentiale, og at Advice er den rette partner til at hjælpe os med at forløse det”, skriver Hjerteforeningens engagementsdirektør.