Driften går frem med flere millioner hos det danske martech-selskab Agillic. Og samtidig ser virksomheden lyst på fremtiden, fordi man oplever, at selskabets udgangspunkt i Norden med mulighed for lokal support er blevet en konkurrencefordel.

Helt aktuelt, siger CEO Christian Samsø, er der i dag kunder, hvor man kun kan være med ved bordet, hvis man garanterer, at data ikke ender i USA.

”Det er en altafgørende forskel. Når vi skal ud i NGO og finans, så er det det første, de spørger om. Der er processer, hvor du kun kommer ind, hvis kan garantere, at du ikke er baseret på amerikansk tech,” siger direktøren og tilføjer, at konkurrencen er massiv.

”Det er et red ocean-marked. Det kan godt være, at brancheanalyser viser, at der er vækst i martech og marketing software. Men inden for martech er der så mange konkurrenter inden for loyalitet, recommendation, CRM og så videre. Vi har fire direkte, store konkurrenter, der er amerikanske. Det er vores held i forhold til data, men det er hårdt, for de sidder godt i det nordiske marked.”

På bundlinjen går Agillic fra et underskud på 3,3 millioner kroner i 2024 til 7,1 millioner kroner i 2025 Det bedre resultat på bunden i 2024 skyldtes skattegevinster for over 10 millioner kroner for Agillic.

Du kan se Agillics nøgletal her:

Syv millioner frem på drift

Samtidig er der også positive toner generelt fra martech-virksomheden. Her har man nemlig netop præsenteret et regnskab, hvor man går frem på driften.

I 2024 lød driftsresultatet på 1 millioner kroner. Det er steget til 8,4 millioner kroner i 2025. Samtidig ligger omsætningen nogenlunde på niveauet fra 2024 – her er man gået lidt tilbage fra ca. 60 millioner kroner til 58,4 millioner.

”Der har et par år med misdrift, faldende omsætning og høj churn på 18 procent. Det er katastrofalt for en abonnementsvirksomhed, hvor vi skal vise fremgang på vores ARR (annual reccuring revenue, altså indtægterne fra Agillics abonnementsbase, red.),” siger direktøren.

Netop det er dog vendt nu, og abonnementsbasen hos Agillic voksede også med 5 procent i regnskabsåret, lyder det.

”Vi har brugt 2025 som et transformationsår. Vi har ændret det nødvendige, så vi kunne vækste og tjene gode penge,” siger han.

”Det er i al beskedenhed lykkedes på grund af stærke ledere og gode medarbejdere. Vi har set på alt fra, hvilken type sælgere vi har, hvordan vi skal gå til markedet, arbejdet med markedsføring, vores leads, vores funnel-up. Og så har vi ændret vores produktudvikling og releaseflow i forhold til, hvad der er vigtigt for vores kunder og markedet,” siger direktøren.

Den rette tankegang

Grundlæggende, siger Christian Samsø, har Agillic taget et nyt mindset på sig som den scale-up-virksomhed, man faktisk er.

”Nu viser vi, at vi kan tjene penge. Vi har en anden organisation, der er lidt mere eksekverende og har en anden tilgang end tidligere,” siger han.

Hvad har I gjort for at effektivisere forretningen?

”Vi eksekverer bedre. Vi har skiftet ud i ledelse og medarbejdere og det gør, at vi har fået de rette folk ind. Og så skal vi ikke have mange medarbejdere i en HR-afdeling eksempelvis i dne fase, vi er. Alle gør også en masse praktiske ting i virksomheden. Og samtidig drager vi også fordel af AI,” siger han.

Hvordan bruger I AI?

”Vi har inkorporeret det i vores platform og på arbejdspladsen. Vi har en AI-oversætter, en AI-tekstforfatter og så videre. Det gør, at vi er bedre og hurtigere til at produktudvikle og er mere effektive i vores daglige arbejde.”

Han tror generelt på, at AI bliver en stor faktor for Agillic fremadrettet.

”Man bliver tudet ørerne fulde om, at AI vil udradere al software og marketing. Vi kan lige så godt lægge os ned og dø. Men når vi snakker de næste 2-3 år, så skal vi bruge AI som dét værktøj det er. Det er gennemgribende for måden, vi arbejder på. Men her og nu kan vi bruge det i vores arbejde med marketing automation og skabe mere værdi til kunderne.”

Forventer tydelig fremgang

Direktøren har en klar forventning om, at Agillics omsætning og abonnementsindtægter vil stige igen de kommende år.

”Vi har en god og effektiv organisation nu, og vores kernesegmenter udviser god traction. Der er interesse for produktet. I andet halvår sidste år og i det halvår, vi ser ind i nu, kommer vi med nye features,” siger han.

Blandt andet har vi lanceret en ny feature udviklet sammen med Matas, som gør det muligt at udsende målrettede budskaber fra kædens lokale forretninger uden om hovedkontoret – men i overensstemmelse med virksomhedens strategi og tone of voice. Det betyder ifølge Agillic, at Matas medarbejdere kan eksekvere langt mere effektivt.

Og det hele giver samlet set mod på livet hos Agillic, der håber på en vækst på over 10 procent i 2026.

”Vi er fortrøstningsfulde. Vi har en beskeden guidance, og vi har en lidt større ambition: Vi vil gerne ramme de vækstrater, martech-markedet viser,” siger direktøren.