Det Ikast-baserede bureau WeMarket havde i 2025 en bruttofortjeneste på 24,1 millioner kroner. Samtidig var årets resultat før skat for marketingbureauet på 7,7 millioner kroner mod 2,3 millioner kroner i 2024.
Fremgangen har ifølge Jannick Troelsen, der er CEO og partner i WeMarket, resulteret i det økomonisk set bedste regnskabsår i virksomhedens 13-årige historie.
En del af fremgangen skyldes afhændelsen af WeMarkets datterselskaber WM Kolding ApS og PartnerTekst ApS, men sats på AI har også haft markant betydning, lyder det i en meddelelse fra WeMarket.
”Vi har i året valgt at konsolidere forretningen og fokusere endnu skarpere på vores kernekompetencer inden for AI og e-commerce. Frasalget har haft en positiv regnskabsmæssig effekt, men det vigtigste for os er, at den underliggende drift vokser sundt og organisk, siger Jannick Troelsen i meddelelsen.
AI-løsning har været vækstdriver
Ifølge WeMarket, der blev stiftet i 2013, skyldes udviklingen især stigende efterspørgsel på bureauets e-commerce-løsninger inden for såkaldt ’agentic e-commerce’.
Det dækker over løsninger, der skal sikrer, at kundernes produkter bliver fundet og fremhævet i både Google, men især i de AI-baserede søgemaskiner som ChatGPT og Google Gemini.
WeMarket nøgletal 2025
Tal i millioner – tal fra 2024 i parentes.
Bruttofortjeneste: 24,07 mio. (22,22 mio.).
Resultat før skat: 8,76 mio. (3,08 mio.).
Årets resultat 7,78 mio. (2,29 mio.).
Kilde: Virk.dk
”Vi oplever en markant interesse fra e-handlere, der kan mærke, at spillereglerne for synlighed ændrer sig. Det handler ikke længere kun om klassiske placeringer, men om at blive valgt af AI-søgemaskinerne. Her har vi investeret massivt i kompetencer og løsninger, og det kan vi nu se effekten af,” siger Jannick Troelsen i meddelelsen.
Direktøren understreger, at WeMarkets vækst kommer i et marked, som er udfordret. Og han mener, at det positive resultat kan tilskrives, at bureauet både har tilfredse kunder og ansatte.
”Når vores kunder lykkes med at vækste deres forretning, så vokser vi med. Regnskabet er i høj grad et resultat af langvarige relationer og et stærkt fagligt fællesskab internt,” siger Jannick Troelsen, der nu fokuserer på det indeværende regnskabsår, hvor han forudser, at AI-søgemaskiner kun vil få større betydning for e-handel.
”Vi forventer, at de marketingbureauer, der formår at hjælpe e-handlere med AI-løsninger og agentic e-commerce, bliver dem, der vinder kundernes gunst,” siger han.