16 procent af danske virksomheder bryder potentielt loven, når de implementerer AI i deres CRM-systemer.

Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra CBS.

Her angiver så stor en del af over 3.000 virksomheder, at de har knyttet eksterne AI-programmer til deres CRM-systemer, der opbevarer og håndterer fortrolige kundedata. Det får alarmklokkerne til at ringe hos digitaliserings- og CRM-ekspert bag analysen, Per Østergaard Jacobsen, der er ekstern lektor på CBS.

“16 procent siger, at de kobler deres CRM-system op til ekstern AI. Selvom det ikke er mange, så er det bekymrende,” siger han.

“Når du kobler det op til et åbent miljø, kan du ikke være sikker på, at kundernes data er holdt inden for husets fire vægge,” lyder det kort og godt.

Ringe forståelse

Ifølge Per Østergaard Jacobsen er det et tegn på, at en god portion af landets virksomheder stadig har en ringe forståelse for AI. Og ikke er kommet langt nok med at implementere det på den rette måde.

“Det indikerer et miskmask mellem strategisk anvendelse af AI og medarbejdernes parathed. De er måske vant til at gøre ting med AI derhjemme, som de tager med på arbejde,” siger han.

“Men fordi de ikke har skabt en AI-ramme på arbejdet, går de ud og bruger en åben platform. Der kan man godt frygte, at der sker noget problematisk med datahåndteringen. Det gør, at de risikerer en sikkerhedsbrist,” siger han.

Mangler styring og strategi

Derfor, lyder det fra Per Østergaard Jacobsen, er der brug for, at ledelser tager hånd om brugen af AI i forhold til CRM-systemer – og sikrer en strategi, så man blandt andet ikke risikerer at bryde lovgivningen.

“En strategisk tilgang vil sikre, at de kan hjælpe medarbejderne med at bruge det rigtigt i hverdagen,” siger han.

“Det vil også gøre, at de giver kunderne en bedre service. Men den treenighed mellem strategi, medarbejdere og kunder mange nogle steder. Det kan man læse mellem linjerne i analysen.”

Det er også et tegn på, at det måske nogle steder går for stærkt med at tage AI i brug, vurderer han.

“De er ikke helt på plads endnu. Det skal gå så hurtigt, og så bliver beslutninger nogle gange forkerte. Eller du bruger det baseret på data, der er forkerte. Og så for du ikke den effekt, du skal have. Så du skal få ryddet op i dine data først og sikre, at kvaliteten er i orden,” siger Per Østergaard Jacobsen.